Nej til nedprioriteringsbidrag i kommunerne
På byrådsmødet den 13. april stillede SF og Enhedslisten forslag om at opfordre bestyrelsen i Kommunernes Landsforening (KL) til ikke at acceptere en økonomiaftale med regeringen, der accepterer omprioriteringsbidraget i kommunerne. Omprioriteringsbidrag, som før eller siden vil betyde alvorlige nedskæringer i de kommunale velfærdsydelser.

Forslaget fik desværre kun støtte fra de radikale. Især må det undre, at Socialdemokraterne ikke kunne støtte forslaget. Det ville binde KLs forhandlere var argumentet. Omvendt syntes Liberal Alliance, at en sådan omprioritering var en god ide. Dansk Folkeparti og Venstre var tavse – nok fordi deres folketingsgrupper synes, at det er en rigtig god ide at lade kommunerne stå for nedskæringer, mens Christiansborgpolitikkerne i forbindelse med finansloven kan dele ”gaver” ud.
Presset på regeringen imod omprioriteringsbidraget har allerede medført et løfte om at de 2,4 mia. kr. omprioritering i 2017 skal gå tilbage til kommunerne. Men til hvem og til og hvilke områder kan man ikke få at vide før finansloven er forhandlet på plads.
Enhedslisten mener, at vi skal udnytte den lille delsejr til at fortsætte presset for helt at få afskaffet omprioriteringsbidraget! Det er nu i år, at kampen mod kommunale nedskæringer via de såkaldte omprioriteringsbidrag skal kæmpes.
En god mulighed for at øge presset er den 12. maj, hvor der bliver demonstrationer i alle landets kommuner inkl. Gladsaxe. Mød op og kæmp for kommunalt selvstyre og mod nedskæringer!

Flemming Holst,
byrådsmedlem (Ø)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top