Ny kædedirektør i Bagsværd
Direktørskifte.jpg

Hvidt og Frit: Direktørskifte. Jesper Ryby bliver formand og Mikael Lindegaard Kristiansen ny direktør.

Jesper Ryby (tv.) afløses af Mikael Lindegaard Kristiansen som direktør for Hvidt og Frit. Foto: Privat.
Jesper Ryby, der var initiativtager til Hvidt og Frit, stopper som direktør, men fortsætter som formand

Mikael Lindegaard Kristiansen er udnævnt til ny direktør for Hvidt og Frit, hvis kædekontor ligger i Bagsværd. Den nyudnævnte direktør har 25 års erfaring fra detailhandlen og har bl.a. været ansat i Dansk Supermarked, Coop, IDEmøbler og Debenhams – alle steder har han haft ledende stillinger.
Mikael Lindegaard Kristiansen kender derfor til medlemmernes hverdag, og kan glæde sig over, at stå i spidsen for en frivillig kæde med succes: Således er der i 2015 kommet 24 butikker til og flere er på vej i år. Samtidig er omsætningen og markedsandelen blevet øget i et ellers trængt marked for hårde hvidevarer:
– Hvidt og Frits styrke er, at vi skaffer butikkerne et sortiment på 5.500 varer til gode priser, og hvor filosofien er, at vi ikke skal have et stort og dyrt hovedkvarter, men primært gavne den enkelte butik, siger Mikael Lindegaard Kristiansen.
Mikael Lindegaard Kristiansen afløser Jesper Ryby, Bagsværd, som var initiativtager til den landsdækkende kæde for 11 år siden. Jesper Ryby fortsætter som formand for de 80 butikker, der tilsammen omsætter for omkring en halv milliard kroner om året og har en markedsandel på omkring ti procent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top