Naragtigheden som forestilling
amatørscene.jpg
Ranudo - stavet bagfra bliver til O du nar, og naragtigheden trives i bedste velgående i forestillingen. Foto: Privat.
Holberg-komedie opføres udendørs i Telefonfabrikken

Bagsværd Amatør Scene opfører ’Don Ranudo de Colibrados’ af Ludvig Holberg udendørs i atriumgården i Gladsaxe Kulturhus, Telefonfabrikken fra 11. – 17. juni.
Så har Bagsværd Amatør Scene igen kastet sig over en af Holbergs herlige komedier. Denne gang er det Don Ranudo de Colibrados som handler om et adeligt ægtepar, der er så forhippet på at være fine, at de tilsidesætter al sund fornuft for at fastholde deres slægt og stand.
Deres datter kan ikke få sin store kærlighed Gonzalo de las Minas selvom han er rig, da hans familie ikke er så fin som den Colibradiske. Som sædvanligt må tjenestefolkene give det unge par en hjælpende hånd til at få hinanden med intriger og list…
Som det kan høres af navnene i komedien er handlingen lagt ned til Spanien. Det er noget usædvanligt for Holbergs komedier, som ellers altid foregår et sted i Danmark.
For anden gang spiller Bagsværd Amatør Scene udendørs i atriumgården i Telefonfabrikken. Første gang var i 2014, hvor der også stod Holberg på plakaten. Dørene åbnes 1½ time før forestillingen, så man kan spise sin medbragte mad i atriumgården.
– Det er faktisk en gammel tradition i Bagsværd Amatør Scene, at vi spiller Holberg udendørs. Tidligere spillede vi i Admiral Gjeddes Gaard i Storkannikestræde i København hvert andet år, men valgte at flytte traditionen ud til vores lokalområde her i Gladsaxe Kulturhus for et par år siden, fortæller Brigit Holst, der har instrueret årets forestilling.
Don Ranudo de Colibrados har premiere lørdag den 11. juni , kl. 16 og spilles derefter 5 gange fra mandag den 13. juni til fredag den 17. juni – alle dage kl. 20. Billetter à kr. 100 kan bestilles på www.bas-skuespil.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top