Øjetjek kan skabe små mirakler
Samsyn-18-16.jpg
Som gammel stregspiller er det en smal sag for Annette Boye at gribe bolde, men for mange er det et problem at gribe selv så stor en bold som denne. Foto: Kaj Bonne.
Samsyn ligner et ofte overset problem

-Jeg er slet ikke dum. Det er mit syn, der er noget galt med.
De små hår nærmest rejste sig på armene af neuro-optometrist Annette Boye på klinikken Eyefitness i Sundhedshuset på Søborg Torv 12, da hun hørte den jublende besked fra drengen, der var på vej ud i venteværelset efter en undersøgelse.
For synet kan korrigeres, og pludselig vil drengen måske nærmere fremstå som intelligent. Det var en meget stor dag i hans liv.
Som ca. 5 procent af den danske befolkning lider drengen af samsyn – hvor øjnene ikke arbejder sammen.
-Min store drøm er, at alle skoleelever bliver screenet tidligt, så vi kan fange de 5 procent og gå i gang med at hjælpe dem. Til en start vil jeg meget gerne ud på skolerne for at fortælle om, hvordan man kan opdage elever, der måske lider af samsyn, siger Annette Boye.
-Når et barn holder en finger nede i bogen for at kunne fokusere på teksten, kan det være et symptom, men det kan også være noget med at have problemer med at gribe en bold, siger Annette Boye.
-Jeg havde en dreng, der med møje og besvær kunne gribe en megastor bold ved at slå armene sammen. Da behandlingen var færdig kunne han kaste overhåndskast med en lille bold.
Det tager ca. et halvt år at få rettet op på samsynsvanskelighederne, og der skal trænes fire-fem dage om ugen.
Journalisten kan nærmest sidde og sætte flueben, når Annette Boye gennemgår symptomerne. Et barnebarn virkede helt døv over for boldspil. Nu har han bedt om en fodbold. Og han ville ikke se film i 3D. Det er der også lavet om på.
Socialt fungerer børnene ofte pludselig langt bedre, når de er færdigbehandlet.
-Jeg får klienter fra optikere, og så arbejder jeg også i region Hovedstaden, fortæller Annette Boye, der i mange år boede og arbejdede i Søborg og nu er vendt tilbage med sin klinik.

Hvad er samsyn?
Et godt samsyn spiller en væsentlig rolle ved eksempelvis indlæring, læsning, computerarbejde og sport
Forudsætningen for et samsyn, er 2 velfungerende øjne der, i alle blikretninger, samtidigt kan rettes præcist mod det samme mål.
Samsynet er en kompleks proces, der involverer mange synsfunktioner:
• Fiksation – evnen til at rette øjnene mod samme punkt.
• Motilitet – øjnenes bevægelser – hurtige og præcise skift og jævne følgebevægelser.
• Fokusering – øjnenes evne til at stille skarpt på forskellige afstande.
• Konvergens – øjnenes evne til at dreje indad ved syn på kortere afstande.
• Steropsis – står for det tredimensionelle syn (3D).
• Visuel perception – forståelse og bearbejdning af det sete.
• Visuel-motorisk integration – hvor syn og bevægelse samordnes.
Kilde: Eyefitness

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top