Præstetanker uge 20
-

Fra mund til mund

Der er nogle ting, som vi skal holde for os selv, eller som nok har det bedst med ikke at blive sagt højt og offentligt. Men der er også oplevelser eller ord, der brænder i tankerne er ikke nemme at styre, for hvad hjertet er fuldt af løber munden over med.
Disciplene havde oplevelser og ord fra deres tid sammen med Jesus, som brændte i dem, som de ikke kunne holde tilbage. Indtrykkene var for store til at blive gemt bare i deres eget hjerte, og det til trods for at de risikerede deres eget liv ved at fortælle det videre til andre mennesker.

En forandring

Der står om Jesus, at han er hovedhjørnestenen, på ham er kirken bygget. På hans liv og ord er kristendommen blevet til. Sådan udviklede det sig, men da han levede var han en sten i skoen på dem, som regerede og havde magt i samfundet dengang. Han var for besværlig, fordi han sagde de ledende jøder i mod.
Han blev til sidst vraget og kastet væk og endte sit liv på korset. Men alligevel samlede mange mennesker hans budskab om kærlighed og håb op og gemte ordene i deres hjerte og fortalte det videre til andre både i ord og i handling. Budskabet overlevede, fordi det blev en forandring for de mennesker. Så stor en forandring og berigelse, at de ikke holdt det for sig selv og skjulte deres tro.
Deres hjerter tog i mod Jesu ord om Guds kærlighed til dem, så budskabet blev båret videre op i gennem tiden. De første næsten 400 år havde menighederne ikke en bibel liggende på et alter, sådan som vi har. Nej, de fortalte videre og skrev ned til hinanden. Guds ånd hjalp dem på vej og gav dem mod til at vidne om deres oplevelser.

Idag

Alt det var dengang. Hvad med i dag? Jeg oplever, at budskabet bæres videre med ånden gennem os og uden om os. Ånden skubber til os – hen mod den svage, hen mod den, som trænger til hjælp og omsorg, hen imod andre i kærlighed.
Den er virksom, når der knyttes bånd mellem mennesker, når hånden rækkes ud til forsoning, når vi ser med barmhjertige øjne på os selv og vores omgivelser, når børn og voksne døbes, når musik og sang bærer og løfter, når vi side om side knæler ved alteret, når den kære døde lægges i Guds hænder.
Ånden er i det stille og usagte, i det kærlige blik og i kysset.

Sognepræst,
Karen-Lisbeth Gøricke
Stengård kirke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top