Bokseklub skal til lommen
Skal tilbagebetale næsten 20.000 kroner til kommunen efter forkert registrering

På Kultur-, Fritids-, og Idrætsudvalgets sidste møde kom det frem, at Børne- og Kulturforvaltning havde indkaldt Gladsaxe Bokseklub til regnskabskontrol om udbetalt tilskud i 2014 og 2015. I forbindelse med kommunens stikprøvekontrol viste det sig, at bokseklubbens registrering ikke svarede til de gældende retningslinjer for medlems- og deltagertilskud. Forvaltningens ny tilskudsberegning medfører, at bokseklubben skal tilbagebetale 19.804 kroner.
– Vi betaler naturligvis, hvis de mener, at vi har lavet fejl. Og vi har pengene i kassen. Ret skal være ret, siger bokseklubbens formand Jean Clausen, der påpeger, at det ikke altid er lige let at fortolke reglerne:
– Det er altså ikke helt nemt at finde ud af, hvad for eksempel deltagertilskuddet må anvendes til. Det skal åbenbart gå til den enkelte deltager, men vi har bl.a. brugt tilskuddet til indkøb af måtter, inventar og for at imødegå slitage. Det kommer jo alle medlemmer til gode, men sådan skulle det åbenbart ikke tolkes. Det sidste nye er, at vi måske har tolket det rigtigt alligevel. Så må vi se, hvad det ender med, siger Jean Clausen.
Ændringer af regler og nye retningslinjer gør det til en udfordring at være frivillig leder: – Man bliver bare så træt af sådan en sag. Der er jo ikke tale om, at nogle forsøger at stjæle eller snyde. Som frivillig idrætsleder forsøger man at yde en indsats, som kommer foreningens medlemmer til gode. Men man skal også være klar til en hel masse bøvl med kommunen. Det er lige før, at det er nemmere at lade være at få tilskud, så gør man i hvert fald ikke noget forkert, siger bokseformanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top