De vil ud i verden
Studenter-03-Gladsaxe-25-16.jpg
Gladsaxes fire første studenter. Fra venstre Carl Gustav Henning Hansen, Christian Boesgaard, Klara Helene Nielsen, rektor Eva Krarup Steensen og Emilie Alsing Haugaard efter den traditionelle flaghejsning på Gladsaxe Gymnasium. Foto: Kaj Bonne.
Tendensen er klar, de nybagte studenter vil prøve livet, før de læser videre

”At rejse er at leve”, skrev H. C. Andersen. Og en stor del af årets studenter fra Gladsaxe Gymnasium og Bagsværd Kostskole & Gymnasium træder i eventyrdigterens fodspor og rejser ud i verden, inden de læser videre. De ønsker at blive klogere på livet ved at opleve andre kulturer.
– Kun to fra min klasse læser videre direkte, sagde Emilie Alsing Haugaard, der var en af de fire første, der fik studenterhue på GG. Hun tager til Vietnam, Cambodja og Berlin, inden hun læser økonomi. Christian Boesgaard vil starte med at arbejde, så han har råd til at rejse til Brasilien, inden han fortsætter med at studere sprog. Klara Helene Nielsen tager som frivillig til Palæstina i tre måneder, og vil derefter læse kunsthistorie, mens Carl Gustav Henning Hansen starter med at arbejde i et advokatfirma, inden han læser økonomi eller folkesundhedsvidenskab.
Theis Houlberg fik som den første huen på i Bagsværd. Han sluttede med et 10-tal i almen studieforberedelse. 19-årige Theis er en af landets bedste squash-spillere, og han går benhårdt efter at blive en af verdens bedste i ketsjersporten. Derfor tager han i første omgang et år til England for at træne hos nogle af de største trænerkapaciteter. Hvis drømmen brister, så vil Theis læse matematik eller idræt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top