Farlig fiskeline
På en legeplads i Carl Nielsen Minde var to fiskeliner sat op i halshøjde

– Det er virkelig en sag, som vi vil gøre alt for at opklare. Det siger Gitte Larsen Dalskov, der er fagkoordinator i Københavns Vestegns Politi om en sag fra en legeplads i Haveforeningen Carl Nielsens Minde på Gladsaxe Møllevej.
To steder på legepladsen var en fiskeline spændt ud i halshøjde. De kunne have været skæbnesvangert, hvis et barn havde taget turen i rutsjebanen eller gyngerne. Heldigvis var tre små drenge årvågne og fiskelinerne blev fjernet, inden det gik galt.
– Vi tager det virkelig alvorligt. Jeg har selv været ude og inspicere området og tale med de rystede beboere. Carl Nielsens Minde er et idyllisk sted, hvor alle kender alle, så derfor er det hændte meget uforståeligt. For legepladsen er heller ikke et sted, hvor unge hænger ud. Vi har også haft en patrulje ude på stedet, for vi vil gøre alt stoppe dette uvæsen, siger Gitte Larsen Dalskov.
Endnu kan der kun gisnes om, hvem der har sat linerne op. Det kunne eventuelt være nogle drenge, som har leget en leg, som har taget overhånd: – Hvis det er børn, så er det vigtigt, at de bliver informeret om, at en sådan leg kan ende galt. Men det skal gøre ordentligt, så det ikke bliver anklagende. Som børn har alle gjort noget, hvor vi ikke har gennemskuet konsekvenserne på forhånd, siger Gitte Larsen Dalskov.
Har du informationer i sagen, kan du rette henvendelse til Københavns Vestegns Politi på telefon 72 58 74 14.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top