Farvel og tak med manér
AB-02-25-16.jpg
Kaptajnen Simon Bræmer spillede sin sidste kamp for AB og havde efterfølgende et godt greb om pokalen, der var det synlige bevis på, at han og holdkammeraterne vandt 2. division. Simon Bræmer nåede at spille 115 1. holdskampe og scorede 35 mål. Foto: Kaj Bonne.
AB og Fremad Amager var i målhumør i sæsonafslutningen

AB Gladsaxe og Fremad Amager var rykket op, inden sidste spillerunde. Man skulle bare finde ud af, hvem der skulle have pokalen, som det synlige bevis på, hvem der vandt 2. division. Fremad skulle vinde med otte overskydende mål for at tage pokalen med hjem til Amager. Ikke sandsynligt, men det lå heller ikke i kortene, at kampen skulle ende med en sejr på 6-4 til AB.
Det blev et brag af fodboldkamp mellem de to kommende 1. divisionshold. Markeringerne var godt nok ikke lige så påpasselige, som normalt. Men til gengæld gav det noget strålende boldspil, hvor AB i de første 40 minutter imponerede med småbold og hurtige førstegangspasninger i et højt tempo. AB burde have ført med fem-seks mål, men måtte med de tre, som Linus Olsson scorede fra de 24. til 30. minut. Alle tre efter særdeledes velspillede angreb.
Fremad reducerede fire minutter fær pausen. I de første 20 minutter af 2. halvleg var ABs spillere totalt fraværende, og Fremad fik udlignet til 3-3. Herefter var der skydetelt i begge ender. I sidste ende var AB dog bedst og vandt fortjent 6-4 – Martin Nielsen, Kristian Uth og James Nortey sørgede for de sidste tre AB-mål.
Før kampen uddelte direktør Peter Rasmussen blomster til den stribe af AB-spillere, der ikke er på kontrakt for næste sæson. Blandt andre den meget populære angrriber Simon Bræmer, der forlod banen efter en times spil til stående ovationer fra de over 1.200 tilskuere. ”Tak for alt, kaptajn” stod der på et banner blandt ABs fans.
Også Linus Olsson, Sian Hansen, Patrick Lerager, Oskar Tranberg og Morten Heegaard fik farvelblomster og held og lykke for fremtiden.
ABs småskadede topscorer Tobias Thomsen kunne fra sidelinjen se, at kammeraterne ikke havde problemer med at finde målet. Det giver håb om en god sæson i den næstbedste række under succestræner Per Frandsens vinger. Åbningsrunden i 1. division er allerede sat til 24. juli.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top