Lejligheder flås væk
Bagsværdlund-11-24-16.jpg
Præfabrikerede dele af en bolig kan unægtelig ændre et område i løbet af ganske få timer. Det går tjept ved Bagsværdlund. I slutningen af 2017 er alle boliger færdige. Flere kom for at se, hvor de kan flytte ind om nogle måneder. Foto: Kaj Bonne.
Enorm interesse for boliger i Bagsværdlund

Nye tider, nye skikke. I torsdags blev der holdt – ikke rejsegilde men hejsegilde – ved det nye byggeri Bagsværdlund, hvor den gamle Bagsværd Skole tidligere lå.
Dagen i forvejen havde området lignet en flad byggeplads suppleret med et enormt hul i jorden ud mod Bagsværd Hovedgade.
Fredag stod der en del boliger på grunden. For nu om dage bygger man med præfabrikerede elementer. En fjerdedel af en bolig hejses på plads med en stor kran. Så køkkenet skal bare sluttes til el og vand, og det samme gælder for toilettet. Og så skal der lige monteres nogle døre. Det ligner et byggeri med meget store legoklodser.
-Interessen for at erhverve en bolig er helt vild, fortæller ejendomsmægler Per Mørkenborg fra home, der står for salget. Kvadratmeterprisen ligger på ca. 30.000 kr.
-Selv om de første boliger først står klar til indflytning omkring 1. november, så er de første 20 solgt. Køberne er typisk folk med forbindelse til området. Det er enten folk, der har solgt deres hus og vil i lejlighed eller folk, der arbejder i nærheden.
Flere var mødt frem torsdag for lige at få et indtryk af deres nye bolig.
Borgmester Karin Søjberg Holst glædede sig over byggeriet, der miljømæssigt satser på det grønne og på det sociale. Der bliver tre etager høje boliger ud mod hovedgaden og rækkehuse bagved. I alt ca. 165 boliger, der vel kommer til at rumme 400 nye borgere til glæde for kultur- og handelslivet.
Når byggeriet er kommet lidt længere i processen, holdes der et traditionelt rejsegilde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top