Nu skal der arbejdes
AB-Peter-Rasmussen-05-23-16.jpg
Der følger mange ting med direktørjobbet i AB Gladsaxe. Her lader Peter Rasmussen hanerne løbe. Foto: Kaj Bonne.
Sommerferien for AB Gladsaxe bliver kort, for man vil forberede sig grundigt til 1. division

– Det er vel dejligt at få lidt ro på?
AB Gladsaxes direktør Peter Rasmussen kigger forvirret op, mens han er ved at skænke en caffè latte.
– Ro på??!
Mit indledende, konstaterende spørgsmål gik på, at AB allerede tre kampe før sæsonslut har sikret sig oprykning til den næstbedste fodboldrække.
For Peter Rasmussen og de fire andre i administrationen bliver de næste mange uger hektiske. Heldigvis er klubben på alle leder og kanter gearet til 1. division. Trods nedrykningen fortsatte AB med sit – i forhold til alle andre 2. divisionshold – sin imponerende organisation med et budget på næsten 15 millioner kroner.
– Nu tænkte jeg på oprykningen. Det ville vel have været en katastrofe, hvis I ikke var rykket op?
– Det er klart, at det er en lettelse. Men vi havde troen på, at det var rigtigt at prioritere dyrt. Derfor er vi bare så klar, som man kan være. Men du får mig ikke til at afsløre et sportsligt mål for den kommende sæson – og nu afslutter vi forhåbentlig med manér, for træner Per Frandsen har banket et vinderhold sammen, siger Peter Rasmussen.
Vi sidder i loungen på Gladsaxe Stadion. Vi kikker ud på den grønne plæne – og direktøren roser banepersonalet for det fremragende arbejde. I højttalerne banker musikken løs denne torsdag, hvor der er ved at blive gjort klar til kampen mod Frem: – Vi har ellers haft problemer med højttalerne til musikken i denne sæson. Derimod er stadionspeakeren er gået klart igennem, men musikken har ikke rigtigt spillet.
Problemer har der ellers ikke været mange af. Egentlig startede ABs tilværelse i 2. division elendigt, men heldigvis holdt man fokus på, at det vigtigste var at komme med i oprykningsspillet: – Jeg havde da bange anelser efter den første kamp mod Aarhus Fremad. Det var sgu ikke godt, vi spillede alt for nølende. Træningsresultaterne havde ellers været fine, og vi havde slået tre 1. divisionshold, så optimismen var stor. Men efter den første kamp har Frandsens tropper bare kørt løs. Vi har haft heldet, men det har tophold jo, siger Peter Rasmussen.

Mange kontrakter
Noget af det som direktøren får travlt med er kontraktunderskrivelser. Ikke færre end ti spillerkontrakter udløber denne sommer. Nogle skal forlænges, nogle skal ikke, nye spillere skal findes: – Vi er nogenlunde fortrøstningsfulde, for vores trup er både stor og bred, så jeg tror ikke, at vi skal ændre så meget. Men lad os nu se, hvordan vi får flettet det sammen, siger Peter Rasmussen.
Vi sludrer lidt om den sammensætningen af den kommende 1. division. Den ser ud til at få seks eller syv hold fra København og Sjælland: – Jamen, det vil være fint – både med hensyn til rejseudgifter, rejsetid og tilskuertal. Fremad Amager er næsten sikker, og det vil da være dejligt, hvis Frem eller Brønshøj tager den sidste oprykningsplads. På den anden side så bliver der en større kamp mellem spillerne her i området, så det er ikke en ubetinget fordel, siger Peter Rasmussen. I den næstbedste række kommer AB til at modtage en million kroner ekstra i TV-penge: – Men det giver ikke en million på bundlinjen, for kravene til hjemmebanekampene er meget større i 1. division – ligesom spillerlønningerne også er på et højere niveau i den næstbedste række.

Netværk og talent
Egentlig skulle man tro, at det havde kostet AB sponsorer at rykke ned, men klubben har tværtimod øget antallet af sponsorer. Eller ”vækstet”, som det hedder på nudansk.
– Vi hælder mange kalorier i vores sponsorarbejde. Og tilbagemeldingerne fra sponsorerne går på, at de virkelig får noget ud af at være med i netværket. Derfor har vi også en del partnere, som ikke nødvendigvis er lokale. Der samarbejdes på kryds og tværs, folk er gode til at bruge hinanden, siger direktøren.
Gennem mange år har AB været gode til at udvikle talenter – og det fortsætter: – Vores U17- og U19-hold har gjort det godt. U19-holdet spiller pokalfinale mod B93 på onsdag, og tre-fire spillere fra dette hold er allerede med inde omkring 1. holdet. Emil Holten og Matti Olsen er kommet igennem fra egne rækker, men ellers er vi ikke det naturlige førstevalg. De unge spillere retter ofte blikket mod FC Nordsjælland, FC København, Brøndby eller Lyngby. Heldigvis er der også en tendens til, at de ser på klubbernes faciliteter. Her kan vi være med i vognen. Vi er også dygtige til at fastholde de unge spillere, som er gode til at udvikle sig selv og som derfor først når topniveauet lidt senere, siger Peter Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top