Ny træner til GSC
Stefan Hansen bliver ansvarlig for svømmeklubbens elite fra 1. september

GSC henter trænerkapaciteten Stefan Hansen til at stå for udviklingen af klubbens bedste junior- og seniorsvømmere. Den 35-årige elitetræner kommer fra en stilling i det nationale træningscenter, hvor han, de seneste tre år, har været med til at udvikle Danmarks bedste svømmere.
Stefan Hansen har tidligere været træner i klubberne STO, Triton og Gentofte, så han er også bekendt med klubarbejdet.
– Det har været afgørende for os at finde en profil, der i samarbejde med vores øvrige dygtige trænerstab kan flytte GSC til det niveau, som vi sigter efter. En topklub i Danmark med stor bredde, der samtidig kan føre de største talenter til de største internationale resultater. Vi ønsker resultater og udvikling på den korte bane, og er derudover sammen klar til et langt træk mod de store mål, siger GSCs sportschef Kim W. Marquardt.
– Jeg er glad for at have fået muligheden for at stå i spidsen for Gladsaxes senior- og juniorsvømmere. I GSC er der store ambitioner, og dem skal jeg i samarbejde med sportschefen og det øvrige trænerteam være med til at virkeliggøre. Jeg ser frem til at bidrage til den videre udvikling af Gladsaxe Svømmeklub og møde såvel svømmere, trænere, ledere samt forældre, siger Stefan Hansen, der er ansat fra 1. september i en tidsubegrænset stilling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top