Præstetanker uge 25
-

Om Peters og vores bekendelse

Bekendelse af troen er en central del i gudstjenesten – og i kristendommen i det hele taget. I den kristne tradition er der flere trosbekendelser, som bliver sagt eller sunget ved enhver gudstjeneste. Når vi udtaler trosbekendelsen, siger vi, at vi bekender vores tro. Men er det vores bekendelse og er der det vores tro?

I Matthæusevangeliet, kap. 16. – som lyder i kirken på søndag, – hører vi Jesus spørge sine disciple, hvem de mener, at han er. Her er det disciplen Simon Peter svarer: ”Du er Kristus, den levende Guds søn.”

Det er Simon Peter, der svarer, derfor kalder man det ’Peters bekendelse’. Men Jesus siger samtidig: ”… det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene”. Det vil altså sige, at det egentlig ikke er Peter, der har gennemskuet Jesu identitet, men det ord, der er lagt i Peters mund. Det er således Gud, der åbenbarer for Peter, når han bekender.

At det ikke er Peters egne kræfter og indsigt, som er årsag til hans bekendelse, viser sig gennem evangeliets øvrige fortælling. For Peter ville gerne være trofast og holde fast i alt det, han er betroet til, men historien fortæller, at mange gange svigter modet ham; han kunne ikke, selv om han så gerne ville. Værst var det skærtorsdag nat, hvor han tre gange fornægter Jesus, ham som han ellers stolede og håbede på.

Det er en måske en underlig tanke, at vores bekendelse – vores svar til Guds tiltale til os, – at det ikke kommer fra os alene, men også det er en gave til os. Ikke desto mindre fortæller kristendommens historie, at bekendelsen ikke kommer fra os alene. Det vil sige, at også vores tro og vores bekendelse er en gave fra Gud.

Med venlig hilsen
sognepræst
Jakob Ulrik Hansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top