Anna er bedst i Europa
anna.jpg

Fuldt fokus på første vandgravspassager

Anna Mark Helwigh (183) var hurtigt i front, og hendes sejr var knusende. Foto: Michael Bruun Jepsen
Søborgpige jordede al modstand ved EM i ungdomsatletik

16-årige Anna Mark Helwigh fra Søborg er glad for at løbe 1.500 meterløb. Og hun er god til det. Men hun er også god til at løbe forhindringsløb, så nu er hun såmænd europæisk mester i U18-klassen på distancen 2.000 meter. I Tbilisi i Georgien jordede hun al modstand noget så eftertrykkeligt.
Sådan nærmest for sjovs skyld prøvede hun i fjor at løbe et forhindringsløb. Hun kendte forhindringerne lidt via hækkeløb. Hun løb forhindringsløbet i tiden 6.50, og det var lig med en rekordforbedring på ca. 20 sekunder. Næste gang nåede hun ned på tiden 6.40, og så var hun såmænd nummer et på verdensranglisten i sin aldersklasse.
Så hun blev udtaget til EM på den distance, selv om hun også kunne have været med på 1.500 meter.
Og så fik rekorden lige et ordentligt hak nedad igen i finaleløbet i Tbilisi. Anna Mark Helwigh løb et meget veldisponeret løb og vandt i tiden 6:34,52 min. (dansk rekord i U18-klassen) . Der var over syv sekunder ned til nr. 2.

God taktiker
Anna begyndte at gå til atletik som 9-årig, fordi hendes storesøster løb inde i Sparta på Østerbro Stadion. Hun har stiftet bekendtskab med mange øvelser, men 1.500 meter er den foretrukne distance.
-Min styrke er at reagere taktisk undervejs i et løb, så jeg ikke bliver overrasket, hvis mine modstandere finder på at rykke eller sætte tempoet ned. Min svaghed ifølge min træner Kim Birk er, at jeg kan mangle evnen til at give mig fuldt ud hver gang. Jeg tænker på, at der kommer endnu en træningsøvelse, hvor jeg skal give det maksimale, siger Anna.
Hun har gået på Grønnemose Skole og skal nu efter 9. klasse starte som eliteidrætselev inde på Østerbro på Gefion Gymnasium, hvor hun to gange om ugen skal morgentræne på Østerbro Stadion. Mange af hendes klubkammerater fra Sparta har valgt samme fremgangsmåde, så det ligner et trygt miljø.
-Efter mange år må jeg nu droppe mit liv som spejder, siger Anna, der ellers har været med der i mange år, lige som hun har gået til svømning og forsøgt sig i et par år på harpe. Det kneb bare med at øve sig, så det blev droppet.
Som 16-årig kan det være svært at se, hvordan det hele skal ende, men foreløbig har Anna en ambition om at komme med til OL i 2014. 1.500 er distancen. Foreløbig klarer hun distancen på 4.26,06.
At løbe 3.000 meter forhindringsløb som senior virker ikke umiddelbart tiltrækkende
Hun har en del danske rekorder, men det er ikke lige noget, der optager hende så meget. Der skal kigges fremad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top