Nej tak til etablering af vej mellem Tingbjerg og Mørkhøj
I lighed med indlægget fra Michael Larsen i Gladsaxe Bladet den 12. juli 2016 vil vi fra E/F Åkandehusene I også gerne sige tak, men nej tak til forbindelsen mellem Tingbjerg og Mørkhøj.

Vejen vil skulle føres gennem rekreative områder, forbi skole og spejderhytte samt boligområder.
Fra vor side, har vi endog særdeles svært ved at se, hvad denne vej kan tilføre Gyngemosen, snarere tværtimod. Vi vil få øget trafik, større usikkerhed for skolebørnene på vej til/fra skole, ødelæggelse af rekreative områder, øget støj og øget forurening.
Herudover vil Mørkhøjvej blive belastet med yderligere trafik til trods for, at denne i forvejen er stærkt belastet.
Er vi mod udvikling i området?
Nej – bestemt ikke. Vi så gerne, at der sker en nærmere tilknytning mod hovedstaden. Gerne med en videreførelse af Metroen fra Vanløse frem til f.eks. Gladsaxe Trafikplads og sammenhæng med Letbanen.
En vej fra Tingbjerg til Mørkhøj med mulighed for at forlænge linje 2A er ikke en udvikling. Det er et tilbageskridt. Det er værd at bemærke, at forlængelsen af 2A absolut ikke er en given ting, det er en mulighed. Indtil en eventuel Metrolinie kan etableres, kan den gamle linje 67 genoprettes fra Mørkhøj til København.
Fra Åkandehusene I ønsker vi, i lighed med Michael Larsen, at borgmester og byråd i Gladsaxe Kommune lytter til borgerne i området og siger pænt tak til Københavns Kommune, men nej tak.
Steen Gerner, Formand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top