- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

1900 dansere tager en svingom i Tivoli

AL DANS deltager med 16 dansere

Danseskolernes Dag finder i år sted på lørdag. 1900 dansere fra nær og fjern kigger forbi og viser deres bedste og vildeste trin for Tivolis gæster. Dagen byder på opvisninger på Plænen og Pantomimeteatret, og traditionen tro afholdes Tivoli Mesterskaberne i Dans. Danseskolernes Dag danses i gang kl. 12.00.
AL DANS deltager selvfølgelig også i dette store show med 7 hold på Plænen. I alt 165 dansere fra 8–28 år. Der er DM vinder hold i både disco, hip hop, streetdance og show. Verdensmester i hip hop solo for børn Laura Thanning fra ALDANS skal også optræde. Det plejer at være en meget festlig dag med rigtig mange tilskuere.
Andre danseskoler optræder med Latin, Standard dans, og jitterbug. Danseskoene er kridtet, og der er sus i skørterne, når Danseskolernes Dag vender tilbage til Tivoli for 11. gang. -Dans skaber glæde, sammenhold og fællesskab både blandt udøverne og tilskuerne. Der er derfor en ganske særlig oplevelse i vente, når cirka 1900 dansere fra hele Danmark samles i Tivoli og viser, hvad de kan. I år afvikler vi traditionen tro Tivoli Mesterskaberne i Dans på Plænen, og vi håber at se en masse heppende gæster, siger Ole Grønhøj, der er medarrangør for De Danske Danseskoler..
På Plænen styrer danser Marc Christensen løjerne som konferencier. Marc er aktuel i den kommende sæson af Vild med Dans, hvor han skal danse med sangerinden Julie Berthelsen. Han har deltaget i programmet to gange tidligere, hvor han har været partner med skuespiller Charlotte Fich og stjernesvømmeren Jeanette Ottesen.

Traditionsrigt mesterskab
Traditionen tro afholdes Tivoli Mesterskaberne i Dans på Plænen. Tivoli Mesterskaberne startede i 1930’erne, og efter at have holdt pause i en årrække blev konkurrencen genoptaget for ti år siden – til stor glæde for Tivolis mange danseinteresserede gæster. Udover mesterskabet kan gæsterne opleve et Master Show, som er en særlig opvisning, hvor de danske europamestre og verdensmestre imponerer i forskellige discipliner.
Når mørket falder på, og Tivoli-lysene tændes, er det gæsternes tur til at finde danseskoene frem. Kl. 22.00 spiller Niels HP og Tivolis Bigband op til dans på Plænen, hvor alle er velkomne til LørdagsDans i sensommer natten.