3.400 rohold på Bagsværd Sø
roning.jpg

DK: 20150916, Bagsværd, Danmark: World Rowing Masters. Foto: Lars Møller UK: 20150916, Bagsvaerd, Denmark: World Rowing Masters. Photo: Lars Moeller

Ro motion er god motion har i mange år været et slogan i dansk rosport, hvor mange fortsætter karrieren langt op i årene. Foto: Lars Møller
47 nationer møder frem til verdens største ro-regatta

Fra 8. til 11. september bliver verdens største ro-begivenhed, World Rowing Masters Regatta, afholdt på Bagsværd Sø. Over 3400 hold er tilmeldt og mere end 550 klubber fra 47 nationer forventes at deltage i dette kæmpe, internationale event og niveauet bliver tårnhøjt.
Den store begivenhed kommer til at byde på masser af liv og aktivitet omkring Bagsværd Sø, og alle er velkomne til at komme og mærke den internationale stemning. Uanset om man selv deltager i regattaen så garanterer Dansk Forening for Rosport og Det Internationale Roforbund FISA, at der bliver spændende løb og masser af oplevelser ved dette års World Rowing Masters Regatta, i smukke omgivelser, på og omkring Bagsværd Sø.

OL-deltagere kommer til start
Det er evnen til at blive ved med at have et langsigtet mål, som i realiteten bliver forskellen mellem fiasko og succes. Roning er en langtidsholdbar sport og den tidligere, danske olympiske deltager, Sarah Haubro Lauritzen er et godt eksempel på dette. Hun vil være at finde blandt deltagerne i VM for masters roning i september og hun kommer med et klart mål om succes.
”Roning er faktisk en intens oplevelse af alle de bedste ting. Jo ældre vi bliver – jo bedre bliver vi. Og ligegyldigt hvor vi ror, er det en god oplevelse. Roning bringer alle de gode minder fra tidligere tilbage men er ligeså meget livskvalitet lige her og nu,” siger Sarah Haubro Lauritzen, som er tidligere trippel olympisk deltager.

Ældste roer er 91 år
World Rowing Masters Regatta 2016 er ifølge formand for Organisationskomiteen, Ole Lindskov, det største event inden for roning. Det er her, hvor roere, der måske har konkurreret mod hinanden i deres ungdom, mødes igen og konkurrerer og ror mod og med hinanden.Alle over 27 år kan deltage og ifølge Ole Lindskov er den ældste tilmeldte roer ved dette års masters regatta 91 år gammel. Gennemsnitsalderen ligger dog noget lavere, omkring de 50 år, med den yngste roer på 27.
“World Rowing Masters Regatta er det største ‘get-together-event’ indenfor roningen. Det er en enorm sammenkomst af alle mulige typer af mennesker, der synes at roning er en fantastisk ting, og man skulle måske tro, at roere i Masters-alderen var færdige med at være konkurrencemennesker, men det er de ikke – de vil give alt hvad de har for at vinde deres løb, og de kæmper benhårdt!” lyder det fra Ole Lindskov. World Rowing Masters Regatta er også en regatta, hvor alle er velkomne til at stille op. Hvilken som helst person over 27, der er medlem af en roklub, der er medlem af det nationale roforbund, som igen er medlem af det internationale roforbund, har lov til at være med.
Mange af roerne har også selskab af en eller flere ledsagere, hvilket betyder, at Organisationskomiteen forventer, at op imod 5.000 personer vil være at finde på og omkring regattaområdet under begivenheden.

Hvor stor er økonomien?
Den enorme regattas samlede økonomi beløber sig til 5.500.000 kroner ifølge økonomiansvarlig og næstformand i Organisationskomiteen Conny Sørensen. Bag ved tallet står en masse sponsorer og partnere, blandt andet Københavns, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk Kommuner, Sport Event Denmark og Lokale- og Anlægsfonden.
Den enorme regatta har været længe undervejs. Faktisk så har cirka 13 arbejdsgrupper været i gang med planlægningen i tre år og har i hele perioden været i tæt kontakt med kommunerne, de forskellige forvaltninger og beredskabet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top