Flagdagen er respektens dag
5. september bliver en helt særlig festdag i Gladsaxe.

Det er den nationale flagdag for de mænd og kvinder, der har været sendt ud til verdens brændpunkter. Personer der har gjort en forskel i fredens tjeneste. De har været udsendt fra Udenrigsministeriet, Forsvaret, Redningsberedskabet, Politi og Sundhedsvæsen i internationale opgaver.
Den nationale flagdag blev indført i 2009 som en anerkendelse af deres indsats. En fest- og mindedag, der er blevet markeret i mange byer og kommuner landet over. Fejringen har manglet i Gladsaxe. På Venstres vegne har jeg fået byrådets opbakning til, at vi også i Gladsaxe fra i år hædrer og anerkender vore lokale udsendtes indsats med festligholdelse af flagdagen.
Med flagdagen kan vi officielt sige tak for deres indsats, og samtidig minde Gladsaxes borgere om, at der i blandt os er mænd og kvinder, der er parate til at drage ud i verden for at forsvare fred, frihed og demokrati. Og flagdagen er også anerkendelsen af familiernes og de pårørendes afsavn under udsendelsen og usikkerheden om, hvad der sker med deres kære.
Alle ved, at de udsendte tager ud i verdens brændpunkter med høj, høj risiko. De har været nødt til at forberede sig på, at de måske ikke kommer hjem med livet i behold. Alt for mange har måttet betale den ultimative pris. Andre er kommet hjem med svære fysiske skader. Eller med større eller mindre psykiske skader og ar på sjælen. Derfor er flagdagen respektens dag. Respekt for de mænd og kvinder, der har udvist det mod.
Forsvaret forsøger at spænde et sikkerhedsnet under vores veteraner. Vi ved, at det er et sikkerhedsnet, der har for store masker. Nogle hjemvendte får ikke den hjælp, de har brug for, for at komme tilbage på sporet til et godt liv. Der arbejdes løbende på at gøre sikkerhedsnettet mere fintmasket med endnu bedre støtte til de hjemvendte og deres pårørende.
At gøre en forskel kræver mod og handling. Det står vores udsendte, soldater og veteraner for. Jeg ønsker alle en god flagdag.
Ebbe Skovsgaard,
Gruppeformand for Venstre

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top