Kosmetolog bliver kioskejer
Julias-Kiosk-34-16.jpg
Julia Siemsen fremviser stolt sin ny kiosk på Gladsaxevej. Foto: Kaj Bonne.
Julia’s Kiosk på Gladsaxevej har en række nye initiativer på tegnebrættet

Det lå ikke umiddelbart i kortene, at Julia Siemsen skulle blive kioskejer. Hun er oprindelig uddannet kosmetolog, men dette job levede ikke op til hendes forventninger. Derfor spirede drømmen om at få ”en lille butik”.
Men Julia’s Kiosk på Gladsaxevej 47 er ikke en lille butik. Det er en pæn, stor kiosk, som er totalt renoveret med nyt gulv, ny disk og nye skabe.
– Jeg har selvfølgelig det normale sortiment, som man forventer, at en kiosk har – blandt andet kolde sodavand, øl og cigaretter. Men derudover planlægger jeg en række nye tiltag, siger Julia, der netop har fejret sin 30 års fødselsdag.
Snart kan Julia tilbyde kunder Danske Spils produkter, og hun har også lavet en aftale med GLS, så kiosken kommer til at fungere som pakkeshop, hvor kunderne kan afhente deres pakker.
– Det er en fordel, jeg har lang åbningstid, så kan folk næsten hente deres pakke hele døgnet rundt, siger Julia Siemsen, der i øjeblikket er helt alene om at stå bag disken, så den står på meget lange arbejdsdage: – Fra 8 morgen til 22 aften hver dag, siger hun uden at virke træt.
– Jeg vil om kort tid sælge både morgenbrød og kaffe. Der skal ske noget i hele åbningstiden, og jeg håber, at jeg snart kan ansætte en medhjælper, så jeg kan blive aflastet i aftentimerne, siger Gladsaxes ny kioskejer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top