Præstetanker uge 35
-

Retræte – for dig?

Med internet, smartphones og iPads har vi fået en 24-timers døgnrytme. Grænsen mellem arbejde og fritid udviskes. I en travl og stresset hverdag, hvor man hele tiden presses til at være effektiv og produktiv, vokser behovet for stilhed og meditation.
Flere og flere danskere søger roen og stilheden. Dette behov imødekommer et stigende antal kirker, klostre og refugier, der tilbyder stilledage, retræter og bibelmeditation. Stilheden er blevet en efterspurgt ressource, der også tiltrækker danskere, der normalt ikke kommer til gudstjenester.
Kirker og klostre kan tilbyde åndelighed og spiritualitet. Kirkerummet og ritualerne giver noget mere og dybere end at sidde på en yogamåtte i en gymnastiksal. Når larmen fra verden lukkes ude, får Gud mulighed for at tale til os i stilheden.

Charlotte Rørth er journalist og kalder sig selv en modvilligt troende. Hun troede bestemt ikke på Gud, før den dag, hvor hun mødte Jesus og nu måtte tage sin livsforståelse op til overvejelse.
Charlotte fik en åbenbaring i en kirke i Spanien. Det vendte op og ned på hendes liv. Det skabte både frygt og uforståenhed. En rejse gik i gang – for hvad var det, hun havde oplevet? Hun er ikke selv i tvivl: “Jeg mødte Jesus” – sådan lyder også titlen på den bog, der fortæller om hendes møde med Gud og hvilke konsekvenser, det har fået. “Jeg mødte Jesus” er en spændende og personlig beretning om, hvordan livet kan tage en ny begyndelse.
”For at få tid til fordybelse, fred og ro, kan det være en god idé at tage på retræte”! Opfordringen kom fra en præst, der lige hvad været på retræte: ”Det var to døgn i stilhed, hvor vi ikke måtte sige et ord til hinanden. Selv under måltiderne. Vi måtte kun tale med Gud, hvilket vi også gjorde gennem sang og tidebønnerne. Pludselig oplevede jeg, at Gud talte til mig. Jeg blev dybt berørt og bevæget. For jeg mødte Jesus i stilheden – og blev berørt af den levende Gud”.

Jesus har selv understreget nødvendigheden af at søge den stilhed, hvor vi kan høre Gud tale. Det skete, mens Jesus var på besøg hos Martha og Maria i Bethania. Marthas sind var distraheret i mange retninger med at tjene Gud. Men Maria satte sig ved Jesu fødder, for at lytte til hans ord – som en discipel, der er i lære hos mesteren. Netop dét er nødvendigt! fastslog Jesus (Luk 10,42).
En retræte kan være en hjælp til at finde Maria-pladsen. Det er virkelig en helt speciel oplevelse, når Gud møder os og taler til os!

De bedste hilsner
Roar Tuxen Lavik
gladsaxekirke.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top