Begyndere trådte
taekwondo.jpg
Der er masser af grøde i Gladsaxe Taekwondo Klub, og de nye udøvere gør det aldeles glimrende. Foto: Privat.
Gladsaxe Taekwondoklub viste markant fremskridt ved internationalt stævne

Gladsaxe Taekwondo Klub stillede op til dette års Wonderful Copenhagen Taekwondo Tournament som i år havde helt op til 400 udøvere med fra Danmark, Sverige, Norge, Finland og Skotland. Især Gladsaxes begyndere viste gode takter. Stævnet er kendt for høj international standard og plejer normalt kun at acceptere udøvere der kæmper i talentrækken. Som noget helt nyt valgte arrangøren i år at åbne dørene for begynderne. Gladsaxe Taekwondo havde således både begyndere og talenter med.
Begynderen Kaihan Sadid i børnenes -33 kg viste suverænitet ved stævnet ved at vinde tre kampe over tre danske udøvere, før han kunne kaste guldet om halsen. Hele dagen viste Kaihan godt overblik og mentalt overskud i sine kampe.
Ikke nok med det, så er Kaihan i en rigtigt god medaljebølge lige nu siden det var den tredje guldmedalje, han vandt i træk.

Første guldmedalje
Den anden begynder, Aya Ramdani i børnenes -47 kg, var direkte i finalen hvor hun skulle op imod en svensk kæmper. Aya kom foran i første runde og holdt sin føring resten af kampen som hun vandt. Aya kunne hermed hænge sin første guldmedalje nogensinde om halsen og erklære sig vinder af Wonderful Copenhagen.
Den sidste begynder, Sahel Hashemi i børnenes -45 kg, var ligeledes direkte i finalen. Han mødte også en dansk kæmper som var en stor mundfuld for ham. Kampen var også præget af misforståelser mellem dommeren og udøverne i kampen, men endte ikke desto mindre i modstanderens favør. Sahel der ellers havde vundet guld til sine sidste to turneringer, måtte klare sig med sølv denne gang.
Blandt talenterne var bl.a. Lukas Suski. Lukas havde sin debut som senior i vægtklassen -63 kg og kom op imod en af Norges dygtige kæmpere i kvartfinalen. Her viste Lukas frygtløshed og tog initiativ til at åbne op for kampen. Nordmanden var en tand bedre og mere rutineret og vandt derfor også over Lukas på pointforskel.
Mathilde Suski havde sin debut i talentrækken i cadetternes -55 kg (cadet er under 15 år). Hun kom op imod en høj finsk kæmper der udnyttede sin rækkevidde. Selvom Mathilde havde respekt for sin modstander, kom hun ind i kampen. Det var ikke nok til at vinde over den høje finne.
Rune Poulsen havde ligesom Mathilde også sin debut i talentrækken, men kæmpede i børnenes -37 kg. Han mødte en svensk kæmper, der var en tand skarpere.
Holdets to trænere, Armin og Thomas, ser tilbage på stævnet med tilfredshed over holdets præstationer og ved at udøverne har fået blod på tanden til at vinde mere. Holdets næste turnering bliver i Holbæk d. 17. september.
Gladsaxe Taekwondo Klub har altid åbent for nye medlemmer, både børn og voksne. Vi tilbyder 4 gratis prøvetræninger før du beslutter sig for at blive medlem. Børn under 9 år kan dukke op mandag og onsdag kl. 17, børn mellem 9-14 år tirsdag og torsdag kl. 17, og alle over 15 år om mandagen kl. 17. Se mere på www.samheon.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top