Præstetanker uge 38
-

Løsninger af ligninger

18. søndag efter trinitatis

Hvor godt, at du er her
En rapport, der beskriver forholdene for børnene i skolen, fremhæver betydningen af, at lærere skaber en personlig relation til sine elever. Det vigtige er altså ikke kun, at læreren fokuserer på, at overføre en viden til en elev, men i høj grad også på, hvem den overføring af viden sker til. Fra mig til dig. Os imellem. Tænk, at dårlige resultater i matematik kan hænge sammen med, at læreren glemte at sige: du virker lidt træt i dag, men hvor godt, at du kom! At løsningen af ligninger kan begynde med et hej imellem mennesker.

Sanse og bevæge
Jesus fortalte engang sine disciple om vintræet. Disciplene bliver draget ind i historien. De skal bære frugt. De har ikke brug for de mange ord og de indviklede udredninger om livets mening. De har brug for at sanse, lade sig bevæge, blive ført ind i en ny sammenhæng. De har ikke brug for at høre om livets mening, de har brug for at blive ført ind i den. De har ikke brug for at få forklaret, hvad kærlighed er, men for at blive elsket med Guds kærlighed, så de kan bære megen frugt.

Løftet op i kraven
Som den lærer, der tog sin ellers noget umulige og utilpassede elev med til en koncert. Den nu voksne mand, fortæller om sin skolegang, at den var fuld af personlige relationer til lærere. Et eksempel på en personlig relation var til skolelederen. En dag var han blevet vist hen på skolelederens kontor og her var han blevet taget hårdt i kraven samtidig med, at han fik læst og påskrevet. Og nok for at vise eleven, hvor forkert det var med vold, løftede skolelederen ham op i kraven, så fødderne slap gulvet og skolelederens engagement og personlige relation lyende i øjnene på ham. Drengen havde kastet tyggegummi på sin lærer.

Uundværlige personlige bånd
Men endelig kom den nye lærer og præcis som skolelederen kunne han knytte personlige bånd til sine elever. Bare på en helt anden måde. Den nye lærer var den første, som insisterede på, at drengen skulle blive, måske ikke som de andre, men i hvert fald som den bedste version af sig selv. Og eftersom læreren synes, at forstå, at valget stod mellem gangster og rockstjerne, tog han ham med til en koncert. Aldrig havde drengen set noget lignende. Han syntes, det var meget gamle mennesker, der var til den koncert og gammeldags musik, men der var sket noget i ham. Han sansede, lod sig bevæge og blev ført ind i en ny sammenhæng.

Sognepræst
Anne Elise Nielsen
Gladsaxe Kirke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top