- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Præstetanker uge 39

Under åben himmel

19. søndag efter trinitatis

Kig op
Hvem er jeg? Det spørgsmål bliver der solgt og læst mange bøger om og brugt meget energi på hos mange mennesker. Vi vil gerne være klogere på os selv. Hvem er jeg? Og man får gode råd: som at vi skal mærke efter i os selv. Vi skal fokusere på det positive i vores liv. Vi skal tage ja-hatten på. Vi skal mærke efter og give udtryk for vores følelser. Og vi skal se fremad. Og det kan måske også være godt nok til en hvis grænse.

Se! Nu!
Det ord, som mange salmer begynder med er ordet nu. Nu falmer skoven. Nu kom der bud fra englekor. Nu titte til hinanden. Det sker nu. Vær i det. Oplev det. Det sker lige nu. Et andet ord som flere salmer begynder med er se. Se nu stiger solen. Se, hvilket menneske. Det er det samme med de to ord: nu og se. Læg mærke til den virkelighed, der er lige her! Det sker mens vi synger. De to ord kan så forenes som det bliver i Salmen: Se nu stiger solen. Og i Johannesevangeliet lyder spørgsmålene: Hvor bor du. Hvem er du. Kom og se lyder svaret.

Blive draget med indVi opfordres af både digtere og evangelister til at se og at gøre det nu. De oplever noget så stærkt, noget som de vil drage os med ind i. Opfordringen om at se, opleve det, der sker, kommer fra et menneske, der selv har set. Det er ikke en opfordring om bare at kaste et blik på noget, men om noget dybere. Til at lade sig bevæge, til at være til stede med alle sanser, til at åbne sig.
Johannes, som jo var ham, der døbte Jesus, sagde: Se, der er Guds lam. Vi hører ikke noget om i Johannesevangeliet, at han døber Jesus. Det er ellers der og i det øjeblik, at Jesus bliver døbt, at de andre evangelister fortæller, at himlen åbnedes og duen viste sig. ”Han er min elskede søn”, lød det fra oven.

Kom og se
Jesus giver dem ingen forklaringer. Han siger ganske simpelt til dem: Kom og se! De har brug for at sanse, lade sig bevæge, blive ført ind i en ny sammenhæng. De har ikke brug for at høre om livets mening, de har brug for at blive ført ind i den. De har ikke brug for at få forklaret, hvad kærlighed er, men for at blive elsket med Guds kærlighed.
Dele glæden og oplevelsen med andre. Få andre til at se, at himlen er åben over os.

Sognepræst
Ane Elise Nielsen
Gladsaxe Kirke