De seneste tre kampe har givet ni point
-

For mindre end tre uger siden så Bagsværd Boldklub ud til at være isoleret i bunden af serie 2, men nu har de tre seneste kampe givet maksimumpoint, og Bagsværd er strøget langt frem i tabellen.
Lørdagens kamp mod Taarbæk fra den øverste del af rækken gav en meriterende sejr på 3-1.
Jeppe Mathiasen bragte Bagsværd på 1-0, mens Taarbæk fik udlignet bare to minutter senere.
Men mål af Patrick Markussen og Casper Edelskov skaffede Bagsværd sejren.
Næste opgave er hjemme på lørdag mod Måløv. Med en sejr kan Bagsværd gå på vinterferie med masser af selvtillid i bagagen.
I serie 1 havde VB 1968 en skidt dag mod Avarta. Stillingen ved pausen var 0-0, men i 2. halvleg gik det helt galt, og Avarta scorede fire gange og vandt 4-0. Oveni det hele fik Rami Kais revet den ene skulder af led i et sammenstød med en Avartaspiller, så han måtte en tur på skadestuen.
Gladsaxe-Hero ligner allerede nu en nedrykker. Med det dårligste angreb og det dårligste forsvar i rækken er det blevet til fire point i 10 kampe. I lørdags blev det 1-1 mod Grønne Stjerne. Der mangler en udekamp mod Espergærde og en hjemmekamp mod Avarta.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top