Det svære liv med en dement
-

En ny gruppe i Gladsaxe tilbyder hjælp og støtte til folk, der er i familie med en dement

Livet tager en drejning til det værre, når et familiemedlem rammes af demens. Problemerne tårner sig op, hvad enten det drejer sig om en ægtefælle, en forældre, en bror eller en søster.
I Gladsaxe Kommune findes der allerede en gruppe, hvor ægtefæller til demente kan mødes og udveksle bekymringer, erfaringer og løsninger.
-Vi har nu oprettet en gruppe, hvor andre familiemedlemmer end ægtefæller kan søge den samme form for samvær, der kan være en støtte i en dagligdag, hvor det ene problem efter det andet dukker op, fortæller journalist Karsten Christensen, hvis bror er ramt af demens.
-Vi har fået plads i De Frivilliges Hus, Taxvej 15, i Bagsværd, hvor vi mødes hver anden torsdag fra 15.45 til 17.45. Næste gang er 27. oktober.
-Vi er sikre på, at der sidder mennesker rundt omkring, som føler sig alene med problemerne og savner nogen at tale med om dem. Ofte oplever man, at venner og pårørende, der ikke har samværet med en dement far, mor, søster eller bror inde på livet, har svært ved at forstå, hvad det er, der fra tid til anden gør en ked af det eller ligefrem fortvivlet.
-Der er ingen dagsorden for møderne, hvor der er rum for at dele det, der er svært, og hvor man kan få inspiration til at håndtere de situationer, der kan opstå, når man vil forsøge at drage omsorg for en slægtning, der er gledet ind i glemslens tåger, siger Karsten Christensen.
Det, der bliver sagt, på møderne er fortroligt. Intet bliver fortalt videre, og det giver mulighed for at være ærlig og åben om de følelser, det vækker, når det demente familiemedlem stirrer tomt på en – eller når man forsøger at tage tråden op fra den samtale, der netop har fundet sted, men er gledet ud af hovedet få sekunder efter, at samtalen har fundet sted.
Er du interesseret i at være med i gruppen, så ring til selvhjælpskoordinator Bente Sæderup på mobil 29244033 eller send en mail til selvhjaelpnu@frivilligcentret.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top