- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Præstetanker uge 42

Hvad kommer det mig ved?

22. søndag efter trinitatis

Den største
Vi lever i et demokratisk samfund, hvor vi alle er lige, eller burde være det. Hvis vi nu spørger, hvem er den største i vore samfund. Måske vil svaret være statsministeren, Dronningen eller? Der vil komme mange bud. For hvem er størst og hvilke kriterier skal vi stille op for at kunne besvare spørgsmålet? I søndagens tekst spørger disciplene Jesus, hvem som er størst i Himmeriget.

Den mindste
Jesus kalder på et barn og stiller det midt iblandt dem. Hans svar til disciplene er: Bliv som et lille barn, så bliver I de største i Himmeriget. De nederste i hierarkiet bliver de største. Han vender vores vante verdensbillede på hovedet. Jesus begynder nedefra. Det er nyt.

Det glædelige budskab
Evangelium betyder direkte oversat ”glædeligt budskab”. Jesus gik netop og fortalte om det nye glædelige budskab. Han ville vise mennesker, hvordan der er i Guds rige, altså der hvor Guds ånd råder. Han var det levende bevis på det. Når I tager imod, som et lille barn, så vil I tage imod Guds rige, var hans budskab. Han gik imod den vante måde at opfatte samfundet og dets værdier på.

Et vildfarent får
Jesus kommer med en kort fortælling. En mand har hundrede får, og ét får farer vildt. Manden efterlader de nioghalvfems for at lede efter det ene vildfarne får. Han leder indtil han finder det.
Vi lever i et demokrati, hvor kapitalismen og de frie markedskræfter råder. Der er altid et spild i produktionen, noget som ikke kan klare mosten. Desværre måtte det vildfarne får opgives. Det er tallene på bundlinjen som gælder.

Ja det kommer os ved
Kan vi bruge det til noget i dag, alt det Jesus gik og fortalte om? Vi lever jo i et helt andet samfund. Ja, de fortællinger kan vi høre og bruge som modbillede til vores egen verden, den hverdag vi lever i. Jesus siger til sidst i dagens tekst, at i Guds rige tæller alle. Et hvert menneske har værdi uanset, hvordan deres liv er blevet.
Verden og vores næste kommer os ved. Vi skal huske også at se nedefra i samfundet, fra børnenes og de svages vinkel. Hvordan er det der? Vi skal vove os ud af vores vante tænkemåder og sætte os i de andres sted. Prøve at se tingene fra flere vinkler. Både i vores helt almindelige hverdag og når det gælder vores store fælles verden.

Rachel Wille Christoffersen
Sognepræst
Gladsaxe kirke