Så lykkedes det
AB-Thobias-Thomsen-2-21-16.jpg
Tobias Thomsen viser sine bedste evner, når han er i front. Det gav to livsvigtige scoringer mod Fremad Foto: Kaj Bonne - Arkivfoto:.
-

I 11. forsøg vandt AB Gladsaxe endelig en kamp

Nu er der måske lys for enden af tunnelen. Med mindre det altså er et tog, der kommer buldrende mod en.
Men AB Gladsaxe fik en tiltrængt opmuntring i søndages kamp i Sundby Idrætspark mod oprykningskollegerne fra Fremad Amager. AB Gladsaxe vandt med 3-1 efter at have været bagud.
Det var Tobias Thomsen, der fandt tilbage i den rolle som målscorer, han havde i 2. division. To gange nettede han, mens Andreas Moos med den gode sparketeknik sørgede for det tredje mål, der slog sejren fast.
AB Gladsaxe har stadig langt op til at komme over nedrykningsstregen, så der skal mange gode resultater til, og det kan blive svært i en række, hvor alle slår alle
Fremad Amager kom bedst fra start og havde nogle afslutninger mod Jannich Storch, der var tilbage i AB Gladsaxes mål.
Han måtte dog give fortabt efter 21 minutter, da. Anders Kaagh slap fri. Det endte med en ripost, og den slags tilbud giver man ikke ustraffet til Olcay Senoglu, der scorede til 1-0.
AB Gladsaxe lod sig dog ikke slå ud, og udligningen kom et lille kvarter senere, da Tobias Thomsen kunne heade et indlæg fra Chris Nortey i mål til 1-1.
Tobias Thomsen gjorde det til 1-2 ni minutter efter pausen, og der var en del pæne tilbud til AB Gladsaxe. I det defensive havde AB Gladsaxe efter mange sløje kampe fået styr på tingene, så Fremad Amager ikke fik det store ud af anstrengelserne.
Nichlas Rohde var skiftet ind og med sin energi fik han rystet værternes forsvar. Han fik også skaffet et frispark, som Andreas Moos sendte i kassen til 1-3.
AB Gladsaxe tager på søndag imod Hobro, der stille og roligt har sneget sig ind i oprykningsfeltet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top