Spis og lær
To-piger.jpg
Uden mad og drikke dur helten ikke Foto: Privat.
-

Fælles morgenmad skal forbedre elevernes læringsevne i Gladsaxe

Gladsaxe Kommune har sat gang i et projekt, hvor udskolingselever på Skovbrynet Skole og Grønnemose Skole får bragt gratis morgenmad til fællesspisning i klassen hver morgen.
Målet er at øge elevernes koncentration, læring og trivsel med en god start på dagen.
Klokken ringer ind til dagens første time på Skovbrynet Skole, og dagens dukse sætter med den største naturlighed i trav mod kantinen. Her står en blå kurv og venter med dagens menu i: Grønne æbler og små sigtebrød med ost og smør til.
Som led i et nyt projekt har eleverne i udskolingen på Skovbrynet Skole og Grønnemose Skole i Gladsaxe siden september fået bragt gratis morgenmad ud til klasserne til fælles spisning. Det erstatter det tidligere tilbud, som blev indført i forbindelse med folkeskolereformen i 2014, hvor eleverne selv skulle opsøge kantinen, købe og spise morgenmaden inden dagen startede.
– Det var der stort set ingen fra udskolingen, der benyttede, fortæller Henriette Aalykke, der er Faglig Leder i Administrationen på Skovbrynet Skole.
Hun glæder sig over, at projektet, der er et led i Gladsaxe Kommunes strategi for Social Balance, nu er blevet en realitet.
– Det er vigtigt, at alle eleverne uanset baggrund har mulighed for at være sunde og have de optimale betingelser for at lære. Det er det her projekt med til at sikre, siger Henriette Aalykke.

Morgenmad afgørende for læring

Og netop når det kommer til læring, er dagens første måltid vigtigt. Forskning fra Sundhedsstyrelsen viser, at manglende morgenmad har en negativ indvirkning på indlæringsevne, koncentration og sågar kan føre til frafald på uddannelser.
Alligevel springer hver tredje elev på Skovbrynet og Grønnemose skole morgenmaden over. Det er flere end på landsplan, hvor det ifølge en undersøgelse af bladet Skolebørn fra 2014 er hver fjerde.
Karen Bertram, der er lærer på Go Global-linjen for 7. og 8. x, kan godt nikke genkendende til det billede.
– Vi ved, at der er mange, som kommer direkte fra sengen og ind ad døren her på skolen uden morgenmad. Så ud over, at eleverne med den nye ordning får energi, får de også en tiltrængt puster på en travl morgen, siger Karen Bertram.
Dagen på Skovbrynet Skole starter nemlig nu med 30 minutters læsetime som akkompagnement til morgenmaden, så næring og læring kombineres.

En gevinst for det sociale liv
Synet af den blå kurvs ankomst vækker begejstring tilbage i klasserne, hvor eleverne bliver bedt om at hente morgenmaden ét bord ad gangen. Snakken går, og der bliver grinet og drillet, mens skiverne af sigtebrød bliver smurt.
Her er det, at en af den fælles morgenmads sidegevinster viser sig: Det sociale. Det fortæller Celine, der går i 7.x.
– Jeg synes, det er en super hyggelig måde at starte dagen på. Jeg tror helt klart, det hjælper sammenholdet i klassen at have tid til også at socialisere om morgenen, siger Celine.
Eleverne på Grønnemose og Skovbrynet skole kan glæde sig over den gratis fælles morgenmad frem til udgangen af skoleåret, hvor projektet evalueres og foreløbig tager sin afslutning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top