Autister blev udlært i smørrebrød
SOVI-køkken-01-47-16.jpg
Christopher og Troels fik overrakt uddannelsesdiplomer af SOVIs direktør, Majbrit Bogø. Foto: Kaj Bonne.
-

Der var smørrebrød på højtbelagt niveau til 70 mennesker, da Christopher og Troels bestod deres svendeprøve i køkkendrift på værkstedstilbuddet for autister, SOVI.

Autisme er ikke kun en udfordring, men kan også være en styrke, hvis man bruger det rigtigt. Det er tanken bag værkstedstilbuddet SOVI på Transformervej, og det kunne både ses og smages på det smørrebrød, som blev lavet til svendeprøven i køkkendrift torsdag.
Her afsluttede Christopher og Troels SOVI’s toårige kompetenceforløb, med en svendeprøve, hvor de serverede højtbelagt smørrebrød for 70 mennesker.
Og deres højtbelagte rugbrød, hvor alt var lavet fra bunden og stilfuldt arrangeret, fik gode anmeldelser og gik bogstaveligt talt som varmt brød.
– Fremragende og meget professionelt lavet, var Christophers ven Joachims vurdering af den fiskefiletmad med rejer, tomat, asparges, dild og hjemmelavet mayo, som han lige havde spist.

Glad og stolt
Men der er ikke kun den lækre mad, og det nye uddannelsesbevis, der gør Christophers mor Elisabeth så glad og stolt, fortæller hun.
– Forløbet har givet Christopher en enormt positiv udvikling. Han har fået tre venner, og han bliver så glad, når de ringer. For at skabe og fastholde nye venner, er ellers noget af det sværeste for autister.
Christopher vil i første omgang bruge sine nye kompetencer til at lave en lækker julefrokost til vennerne, og som køkkenmedhjælper.

Almindeligt job
For at få et almindeligt arbejde, er en af de ting, som man kan bruge svendeprøven til, fortæller direktør på SOVI, Majbrit Bogø.
– Man får nemlig også et officielt hygiejnebevis fra fødevarestyrelsen, som man skal have for at arbejde på det almindelige arbejdsmarked. Nogle vil bruge det til at få et job på det almindelige arbejdsmarked, andre vil fortsætte i praktik eller i et beskyttet job, siger hun.
Svendeprøven på SOVI er afslutningen på et toårigt kompetenceforløb, der opkvalificerer personer med autisme til køkken-/kantinemedhjælpere. Forløbet veksler mellem kurser og praktisk oplæring, herunder Fødevarestyrelsens hygiejnekursus og virksomhedspraktik på en almindelig arbejdsplads.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top