Besparelser på uddannelse
-

Folkeskolereformen er nu gået ind i sit tredje år, og der er tegn på mange steder at arbejdet med at implementere den er godt i gang. I Gladsaxe ses dette med initiativet om fremtidens skole. Et godt eksempel på viljen til at løse opgaven. Målet er klart. Alle skal lære mere, og flere skal gøres parate til at tage en ungdomsuddannelse.
Det kan derfor undre, at regeringen fortsætter besparelserne på ungdomsuddannelserne. Regeringens sparekrav vil betyde, at uddannelsesinstitutioner i Københavns Omegn samlet bliver beskåret med 330 mio. kr. i 2019. For Gladsaxes vedkommende vil besparelserne blandt andet ramme Gladsaxe Gymnasium med samlet 17,3 mio. kr. i 2019. Det vil resultere i forringet undervisning og dårligere muligheder for elever og lærere.
Regeringen skærer over en bred kam uden nogen idé eller retning bag besparelserne. Uambitiøst.
I det Radikale Venstre kæmper vi for, at alle børn får lige muligheder for at uddanne sig. Det kræver støtte og hjælp til dem, der har det sværest, højt fagligt niveau hos lærerne og det kræver investeringer, ikke nedskæringer.
Det handler om at give vores børn det bedst mulige fundament for at kunne klare sig senere i livet. Det handler om at give alle børn et solidt dannelsesniveau, og det handler om, at vores børn skal blive til hele mennesker med muligheder i livet.
Regeringens besparelser er uden ledetråd eller pejlemærke for fremtiden.
I det Radikale Venstre er vi drevet af ambitioner, ikke af frygt. Drop besparelser, invester i fremtiden.

Mads Høj Jørgensen
Maj Allé 12

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top