Lørdag 21. oktober 2017
Eva Zeuthen (tv.) går tit i caféen på Carlshuse for at høre, hvad der rører sig blandt de psykisk sårbare og dermed finde inspiration til nye kurser. Foto: Privat.
En gåtur eller en kop kaffe kan betyde alverden
-
Skrevet af / - 29. november 2016, 09:57:55

Psykisk sårbare får støtte
Frivilligindsatsen på Carlshuse på Carl Blochs Alle med mentor- og besøgsven-ordninger for psykisk sårbare i Gladsaxe har givet gode resultater og skal derfor fortsætte med at yde vigtig hjælp i de kommende år. En såkaldt recovery-skole med kursustilbud er også på tapetet.
Sætter man sig i Cafe Carl med en kop kaffe, en bananpandekage og august-nummeret af Solstrålen, månedsbladet for psykisk sårbare i Gladsaxe, møder man hurtigt en inviterende og udstrakt hånd.
“Goddag. Dig har jeg ikke set før. Velkommen til! ”
Café Carl er det naturlige samlingspunkt i Carlshuse, der er et værested for psykisk sårbare borgere i Gladsaxe, der ofte byder på fællesspisning og kreative aktiviteter. Alle er velkomne, og nye ansigter bliver taget godt imod.
Det er også her, at Frivilligindsatsen holder til.
Som et samarbejde mellem Landsforeningen Sind og Gladsaxe Kommune startede man i 2013 et projekt, hvor frivillige kunne blive besøgsvenner og mentorer for personer med psykiske problemer. Det har været en så stor succes, at ordningen nu er blevet fast.

Et alternativ i øjenhøjde
Eva Zeuthen Andersen er projektleder på Frivilligindsatsen og står for at organisere de frivillige og matche dem med psykisk udsatte. Hun mener, at ordningen kan noget helt specielt i forhold til øvrige kommunale tilbud på området.
– Det gode ved frivillighed er, at den, der kommer, oftest har erfaring på egen krop og derfor er i øjenhøjde med den psykisk syge. De kan tilbyde den basale menneskelige kontakt, som man ikke kan blive visiteret til, men som er rigtigt vigtig, siger Eva Zeuthen.
Ud over at man kan blive ‘almindelig besøgsven’ er der også mulighed for at blive motionsven, hvor man hjælper den psykisk sårbare med at røre sig, mens Frivilligindsatsen også råder over en række kurser, blandt andet om livshistoriefortælling.
– Det er vigtigt at huske på, at de her mennesker er defineret af så meget andet end deres psykiske sygdom, hvilket vi prøver at fremhæve med et kursus som dette, siger Eva Zeuthen.

Fra bruger til frivillig
I løbet af projektets snart tre leveår har 60 personer været igennem frivillig-kurser, hvoraf 30 efterfølgende er blevet frivillige. I øjeblikket tæller Eva Zeuthens stab godt 15-20 personer, vurderer hun.
Én af dem er Ragna Heide på 59 år, som har erfaring på egen krop. Familiære udfordringer gjorde, at hun tilbage i 90’erne fik kritisk mangel på søvn, hvilket førte til en psykose og efterfølgende depression, som har fulgt hende i varierende grad indtil for få år tilbage.
I dag bruger hun sine erfaringer til at hjælpe andre videre.
– Jeg ser mit forløb som en 20 år lang uddannelse i psykisk sårbarhed, så det er en stor glæde at kunne gøre en forskel for andre. Det er fantastisk at se, hvor meget små ting, som en snak over en kop kaffe eller en gåtur, kan give, siger Ragna.
Hun er besøgsven for en lille håndfuld borgere, unge som gamle, som alle har gjort fremskridt under Ragnas vinger. Især én kvindes udvikling har gjort indtryk på hende.
– I starten var kvinden meget isoleret og ensom, men gradvist fik vi etableret kontakt til hendes familie, samtidig med at hun kom mere og mere ud. Vi har været i Tivoli og endda med på Carlshuses årlige sommertur, fortæller Ragna, som også er bestyrelsesmedlem i Sinds lokalafdeling for Gladsaxe, Gentofte og Lyngby.

Recovery-skole undervejs
Rammerne for, hvad der skal ske for Frivilligindsatsen i den nærmeste fremtid, ligger beskrevet i en tre-årig handleplan. Den indebærer blandt andet oprettelsen af en såkaldt recovery-skole med en vifte af kursus-tilbud.
I Ballerup findes et lignende tilbud, men det er kun for borgere, der er indlagt på Psykiatrisk Center. I Gladsaxe er tanken derimod, at skolens kurser skal være frie for alle, og at tilbuddet generelt skal være nytænkende, fortæller Eva Zeuthen.
– Vi tænker det som et murstensløst tilbud, hvor kurserne kan foregå rundt omkring i kommunen. Desuden vil vi gerne have flydende roller, så eksempelvis nuværende brugere af tilbuddet også selv kan holde kurser, fortæller Eva Zeuthen.
Også et tværkommunalt samarbejde på området er på tegnebrættet, men for nu er det kun, hvad det er: En idé. Hvad der dog er sikkert, er at Eva, Ragna og de øvrige frivillige også i fremtiden vil yde vigtig hjælp til kommunens psykisk udsatte.
mentorer
59-årige Ragna Heide foran Carlshuse. Hun er udover Frivilligindsatsen også bestyrelsesmedlem i Sinds lokalafdeling for Gladsaxe, Gentofte og Lyngby.
Foto: Privat.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER