Glem bare den butik
Magle-Torv-02-48-16.jpg
Torvet ved Magle Torv får lov til at være torv til glæde for beboerne og deres børn. Foto: Kaj Bonne.
-

Borgere ved Magle Torv fik gjort det klart, at de ikke ønsker en dagligvarebutik

Samtaler kan fremme forståelsen og sørge for at man ikke går helt skævt af hinanden.
Det blev dokumenteret torsdag aften, da der var indkaldt til debatmøde i salen ved Søborgmagle Kirke. Cirka 100 borgere mødte frem, hvor også en række medlemmer af byrådet dukkede op for at få opklaret og afklaret den situation, der var opstået efter at kommuneplantillæg 20 er sendt til høring.
I forslaget står der, at der skal være mulighed for at etablere en lokal dagligvarebutik på max. 1.000 m2 i to en halv etage.
Og når beboerne så kiggede sig om ved Magle Torv, så det skræmmende ud. For der er ingen steder plads til en butik af den størrelsesorden – og hvis der endelig var det, så skulle man da nedlægge torvepladsen for at lave p-pladser. En skræmmende vision.
Så en del af beboerne røg op i det røde felt, og andre gik i gang med at lave facebookgrupper, underskriftindsamlinger og skrive læserbreve. Opbakningen til modstand var massiv.
Men fra politisk side har det aldrig været meningen, at man vil nedlægge torvepladsen. Kunne politikerne fortælle på mødet. Og der er heller ingen supermarkedskæder, der står klar til at presse på.
-Da jeg så et læserbrev i Gladsaxe Bladet, hvor der blev givet udtryk for at man frygtede for torvepladsens fremtid, blev jeg overrasket, for det er bestemt ikke meningen, at den skal nedlægges. Men det kunne nok have været formuleret tydeligere i det forslag, der er sendt til høring, sagde Trine Henriksen fra Enhedslisten.

Nethandel
I hendes parti går man ind for butikker i nærområdet, så folk kan gå eller cykle til butikker. Men via en lang række sobre indlæg fra mødedeltagerne blev det gjort klart, at man ikke ønsker en dagligvarebutik, at man hellere tager til Høje Gladsaxe Centret eller Søborg Hovedgades supermarkeder og at man meget gerne vil slippe for tung lastbiltrafik med varekørsel. Og at nethandel også er en mulighed.
-Giv os heller nogle flere afgange med bus 68 og nogle cykelstier, lød det fra salen.
I Haspegårdkvarteret har man nogenlunde samme forhold som ved Magle Torv, men her har man opgivet eventuelt at tillade en dagligvarebutik.
At forholdene skulle være anderledes ved Magle Torv kunne mødedeltagerne slet ikke se, og de virkede ikke overbeviste om, at der skulle foreligge en analyse, der viste et behov.
Pia Skou fra Venstre, Trine Græse, Peter Nellemann Berg og Katrine Skov fra Socialdemokraterne og Lars Abel fra de konservative kunne forlade mødet med den information, at man nok skal glemme alt om den butik.
Og der blev opfordret til, at borgerne kom med kommentarer til høringen.
Man skal være mere end politisk tonedøv for ikke at droppe ideen med butikken.
Og så kom der lige en opfordring til i stedet at gøre noget ved torvet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top