Torsdag 17. august 2017
tjoens-ab-fodbold-07-42-16
Man kan godt sætte hovedet på bolden i tjøns, men generelt har ABerne det ikke godt med at investere hjerneceller i nærkampene. På Tjønsernes hjemmeside findes en morsom artikel om, at hovedstød påvirker hjernefunktionen. Foto: Kaj Bonne
De tjønser derudad
-
Skrevet af Jan Løfberg - 5. december 2016, 15:28:14

To gange om ugen mødes ABs gamle fodboldspillere for at spille tjøns

På Tjønsernes hjemmeside er der en anvisning til, hvordan man redder liv i tilfælde af et hjertestop. Selv om Tjønsernes tempo ikke er på Superliganiveau, så bliver der løbet så stærkt, som det nu er muligt, når man er en fodboldtosset mand fra 55 til 85 år.
Situationens alvor understreges midt under tirsdagskampen, da en tjønser løber ud til sin taske på sidelinjen og råber til Gladsaxe Bladets udsendte: – Jeg skal lige ud og have noget nitroglycerin til dikkeværket, for jeg gennemgik en hjerteoperation for nylig!
I omklædningsrummet før start bliver der drillet og joket: – Jo, vi benytter enhver lejlighed til at få øl. Vi giver øl, når børnebørnene har fødselsdag – men ha-ha ikke når konen har det!
Vagn Ludvigsen på 75 år – tidligere vicerektor på Gladsaxe Gymnasium – har været medlem af AB i 66 år. Han meldte sig ind, dengang AB lå på Nørre Allé. Som ungdomsspiller havde han Poul Petersen – kendt under navnet Europa-Poul, fordi han var med på Europas udvalgte hold mod England i 1947 – som træner. Men det var mest som cricketspiller, at Vagn viste sit talent i AB. I dag spiller han tennis i Nivå, ror kajak i klubben 361 på Bagsværd Sø og tjønser hver tirsdag og lørdag på AB.

Bolden holdes i spil
I tjøns går det hele tiden ud på at holde bolden i spil. Reglerne blev udviklet af legendariske Knud Lundberg. Der spilles hverken med hjørnespark, målspark, straffespark eller indkast. Meget sjældent dømmes et frispark. I AB har man alle dage været meget lidt begejstret for den fysiske fodbold og grove frispark. Fodbold skal helst spilles med hjernen. Det ved Tjønserne. Og de forsøger efter bedste evne.
Niels Torp, der sidste år blev hædret som Årets Tjønser – en stor ære – fortæller om de forskellige tjønsere. Blandt andet den tidligere landsholdsspiller Verner Nielsen, der meldte et af sine sjældne afbud: – Han er lige blevet opereret for grå stær. Verner syntes ikke, at der var noget galt med synet, da han besøgte lægen. Han skulle da ikke opereres, men så sagde lægen: Hvis du ikke bliver opereret, så kan jeg ikke forny dit kørekort. Det fik øjeblikkeligt Verner til at svare: Hvornår kan det ske?

Holdinddeling
Henrik Duun, Tjønsernes formand, står for holdinddelingen. Meget passende starter han altid med målmændene, for de fleste vil helst spille i marken. Heldigvis har den 67-årige Henrik Vestergaard stadig lyst til at stå i kassen. Han startede i Bagsværd Idræts Forening i 1958 og blev medlem af AB i 1962, da klubberne fusionerede. Vestergaard nåede ikke at blive dansk mester med AB, men i 1973 vandt han DM-guld, da han vogtede målet for Hvidovre IF.
Formanden fik sat holdene og overtrækstrøjerne blev fordelt. Tjønsernes energiske webmaster Søren Hansen hidkaldte Gladsaxe Bladets fotograf: – Kan vi ikke lige få dig til at tage et billede til vores hjemmeside? Erfarent stillede de gamle gubber sig op. De laveste forrest, de højeste bagerst.
Herefter gik spillet i gang. Og det kan man altså godt få sved på panden af, selv om benene kan føles noget stivere end for 50 år siden.

tjoens-ab-fodbold-01-42-16
ABs gamle fodbolddrenge har det herligt, når de tjønser tirsdag og lørdag.
Foto: Kaj Bonne.

tjoens-ab-fodbold-04-42-16
Bolden har det bedst på jorden. Nærkampe eksisterer, men intense er de kun sjældent.
Foto: Kaj Bonne.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER