Det naturlige mod
Paloma-børnetøj-46-16.jpg
Paloma Dirksen har forladt de bonede gulve og har åbnet en børnetøjsbutik på Søborg Hovedgade. Foto: Kaj Bonne.
-

Paloma Dirksen havde ikke svært ved at forlade en toppost i erhvervslivet for i stedet at starte sit egen firma

Mod er meget personligt. Hvad der for nogle kan synes angstprovokerende, kan for andre virke som den naturligste ting i verden.
Paloma Dirksen er uddannet økonom og har senest været vicepræsident hos Georg Jensen, men nu har hun startet egen butik i Søborg og med sit eget børnetøjsbrand – Alerin.
Et voldsomt skift, vil mange måske mene, men sådan ser spanskfødte Paloma Dirksen ikke på det:
– Jeg oplever det ikke selv som mod, for jeg gør, hvad jeg synes, jeg skal gøre. Det føles naturligt, derfor er det ikke så svært at forfølge drømmen. Jeg forsøger at skabe noget, som ikke findes. Med Alerin er min ambition at lave det bedste produkt i verden – hvor hensynet til materiale, håndværk og etik går hånd i hånd med æstetik og elegance.
Fra sine tidligste teenageår har Paloma Dirksen haft evnen til at ”gå selv”.
Som 14-årig startede hun en økologisk marmeladefabrik.
Så tidligt som 1998 åbnede hun en webshop, og siden har hun også haft et firma inden for vinimport, men med rod i hendes økonomi-uddannelse, har hun altid haft et klart fokus på bundlinjen, så de røde tal er undgået.
Er det ikke usikkert, spørger vi.
– Jo, for du kan miste det hele.
Men så tænker jeg: Hvad er så alligevel det værste, der kan ske? Det er, at jeg mister alt og må starte forfra.

Til Danmark
Paloma Dirksen kommer fra Madrid og er vokset op i pagt med naturen. Farfaderen havde et landbrug, og mormoren levede i bjergene og sørgede selv for alt til sit lille husmandssted. Så oprindelighed og bæredygtighed, er dyder, som Paloma tidligt fik ind under huden. Hun husker stadig, de unge piger, der vaskede i floden i nærheden af mormoderens hus. Hun erindrer farfaderen, der gik rundt mellem vinstokkene og oliventræerne. Værdien af håndværk, rene råvarer og kvalitet ligger hende derfor stærkt på sinde.
Tidligt oplevede Paloma verden, fordi hendes far, som er ingeniør, rejste verden rundt med familien. Blandt andet boede Paloma som barn i en periode i Sydamerika. Som ung tog hun årligt på sommerferie i Irland for at lære engelsk og boede også en kort periode i Frankrig. Hun fik sine akademiske grader på universiteterne i Madrid og Cambridge. I den engelske universitetsby mødte hun sin danske mand.
– Vi besluttede os for at tage hertil af praktiske årsager. Jeg var tæt på at være færdig, men min mand manglede at gøre sidste del af sin uddannelse færdig i Danmark. Jeg fik en fantastisk modtagelse af min danske familie, så det blev en god oplevelse at flytte hertil. Og naturligvis tager vi stadig ofte til Spanien, og jeg vil også meget gerne videregive min spanske arv til mine børn. Jeg håber de kan lære spansk nok, så de kan læse det ordentligt, for der er så meget god spansk litteratur, siger Paloma Dirksen.

Fra stor til lille
Noget af det, som Paloma Dirksen peger på i forbindelse med sit karriereskift, går på, at tankegangen skal ændres: – Der er tale om et mindsetskift, hvor kvalitet, værdierne og mennesker står i fokus frem for indtjening og besparelser. Og jeg har da også oplevet forretningsverdenens gode og mindre gode sider, men det var lysten til at gøre en positiv forskel , som drev mig.
Modet og lysten til at skifte ståsted kommer ikke fra fremmede. Paloma griner lidt genert, når hun taler om det og synes ikke, at det er så vigtigt. Men hendes mor var læge, da hun fulgte sin passion og gik ind i musikbranchen. Faderen stoppede med sit job i det offentlige og overtog farfaderens landbrugsvirksomhed.
– At jeg også skifter kan måske tolkes som om, at det ligger i generne, men det vil jeg ikke gøre mig klog på. Jeg synes det er vigtigt at forfølge sin drøm og forsøge at bidrage med noget godt, siger den ”modige” forretningskvinde fra butikken på Søborg Hovedgade.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top