El-teknik i høj fart
Weibel-46-16.jpg
Priserne vælter ned over Brdr. Weibel El-Teknik i Buddinge. Her sidder administrende direktør Dan Weibel med to gazellepriser. Foto: Kaj Bonne.
-

Brdr. Weibels virksomhed ligger i Buddinge og har de seneste to år vundet en gazellepris

For blot seks år siden grundlagde brødrene Dan og Ken Weibel virksomheden Brdr. Weibel El-Teknik. I dag er det en virksomhed i hastig vækst. Det dokumenteres af, at installatørvirksomheden både sidste år og i år er blevet tildelt Dagbladet Børsens gazellepris, og det er de færreste virksomheder beskåret.
Brdr. Weibel El-Teknik er i dag en livskraftig virksomhed. Lillebror Dan er daglig leder, mens storebror Ken er ansat i virksomheden sammen med syv andre, heraf to lærlinge.
– Vi sætter en stor ære at udklække vores egne elektrikere. Vi uddanner lærlinge, som vi derefter fastholder i virksomheden. Vi regner med at tage en ny lærling ind i løbet af de kommende måneder, siger administrerende direktør Dan Weibel.
Med til Weibels succes er ganske givet, at virksomheden hele tiden har været i stand til at fordele arbejdsopgaverne og servicere såvel andre erhvervsvirksomheder som private kunder.
– Vi får hele tiden positive tilbagemeldinger. Vores fremgang kan nok koges ned til, at vi kommer til tiden og hurtigt sender en faktura til kunden. Det er virkelig noget, som tæller på bundlinjen. Vores folk har en elektronisk arbejdsseddel, som de udfylder i bilen, umiddelbart efter arbejdsopgaven er udført. Derfor kan jeg lynhurtigt sørge for, at der tilgår kunden en faktura på det udførte arbejde. Så undgår vil alt det bøvl, som det giver for de håndværkere, der er fem måneder om at sende en regning til kunden, som så ikke kan huske, om elektrikeren var halvanden eller to timer om at ordne opgaven, siger Dan Weibel.

Nyskabende
Naturligvis bunder Brdr. Weibels gazellespring med omsætning, der er sprunget i vejret med 144 % i 2014 og 107 % i 2015, ikke udelukkende i tilfredse kunder. Rygvinden er i høj grad også skabt af innovation og nytænkning. Her har Dan Weibels udvikling af instrument, som måler på brugerens adfærdsmønster:
– Det var et apparat, som jeg begyndte at udvikle for to år siden. Det har været en spændende proces, som startede, da Gladsaxe Kommune efterspurgte et måleapparat som kunne synliggøre mulige strømbesparelser. Herefter gik jeg i gang. Nu har vi så udviklet ”Weibel Energy & Powermeter”, der kan måle på 72 udgange. På den måde kan vi identificere de skjulte strømslugere, fortæller en stolt Dan Weibel.
Brdr. Weibel har målt en del firmaers og institutioners forbrug, blandt andet Bagsværd Svømmehal. I øjeblikket foregår en større måling i Borgernes Hus, som Gladsaxe Håndværkerforening er i gang med at renovere. Her ser Weibel på standbyforbruget, muligheden for solceller på taget samt smarte løsninger med fyret og fællesbelysningen.
– Fremtiden? Jamen, det er da helt klart at have en fast kundeportefølje, men vi vil hele tiden forsøge at udvikle os. Finde på nyt. Gøre det til en endnu bedre oplevelse for kunderne, at de har haft besøg af os. I øjeblikket udskriver vi 90 procent af vore fakturaer elektronisk, men det bliver nok ikke færre i fremtiden, spår Dan Weibel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top