Søndag 20. august 2017
jytte-thaysen-pris-50-16
Jytte Thaysen(th) fik overrakt det smukke kobberfad af kobbersmed Ulla Sejr Bagger, der længe har ønsket at Jytte skulle have en erkendlighed for sit store arbejde. Foto: Kaj Bonne.
Her har vi omsorg for hinanden
-
Skrevet af Dorthe Brandborg - 20. december 2016, 09:43:54

Jytte Thaysen modtog i sidste uge en gave for sit ukuelige engagement i ejendomsselskabet Marielyst

Hele livet har Jytte Thaysen elsket at arbejde med mennesker. I sit civile liv har hun arbejdet med børn, og hjemme i ejendomsselskabet Marielyst er hun en bærende kraft, der er med til at skabe et godt socialt liv og tryghed for de mange beboere i rækkehusene og rundgården.
I sidste uge fik hun en hjemmelavet pris i selskabslokalet på Gustav Wieds vej for sit ihærdige arbejde i over 50 år.
-Det er dejligt at blive annerkendt for sit arbejde, udbrød en glad Jytte Thaysen, da hun fik overrakt et smukt kobberfad med en svale, som symboliserer Gladsaxes byvåben udført af kobbersmed Ulla Sejr Bagger, der også bor i Marielyst.
I 1991 dannede Jytte Thaysen ”Marielyst gruppen”, hvor hun blandt andet afholdt julefester for de beboere, der måtte have lyst og fastelavnsfest for børnene. Og selvom hun i dag er 83 år, så holder hun ved.
-Det ligger mit hjerte meget nært at gøre noget for andre. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at engagere mig, fortæller Jytte Thaysen, der også ses med de ældre én gang om måneden til banko, kaffe og hjemmebag, som hun selv står for.
I dag kommer der omkring 15-20 til bankospil, når Jytte Thaysen inviterer. Før i tiden kunne der komme over 100 beboere til et julearrangement.
-Mange spørger, hvordan jeg kan blive ved. Men det holder mig også i gang. Omsorgen er vigtig, og hvis folk udebliver fra et arrangement, så går man lige forbi eller ringer for at høre, hvordan det går, fortæller Jytte Thaysen, der i dag er kendt af alle i ejendomsselskabet – også af børnene.
Også i år bliver der afholdt jul for de gamle med alt, hvad der hører sig til, og her er det også Jytte Thaysen, der står i køkkenet.
-Jeg håber ikke, at jeg dør, for så tror jeg desværre ikke, at ”Marielyst gruppen” kører videre, siger Jytte Thaysen, der dog håber, at hun tager fejl.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER