Torsdag 24. august 2017
vaagetjeneste
Gladsaxe Kommunes ældrechef Herle Klifoth (tv) og formand for Røde Kors Gladsaxe, Birthe Nielsen, underskriver aftalen om vågetjeneste på Gladsaxe Rådhus. Foto: Privat.
Ingen skal dø alene i Gladsaxe
-
Skrevet af / - 13. december 2016, 08:54:43

Røde Kors i Gladsaxe og Gladsaxe Kommune indgår samarbejdsaftale om vågetjeneste i kommunen
Gladsaxe Kommune og Røde Kors har underskrevet en aftale om vågetjeneste i såvel private hjem som på kommunens seniorcentre og plejehjem. Vågetjenesten består af frivillige, der er til stede ved døende og skaber et omsorgsfuldt rum omkring den døende i den sidste tid.
Hvert år dør omkring 5.000 mennesker helt alene, og Røde Kors har siden 2005 arbejdet for, at ingen skal dø alene. Omkring 85 Røde Kors vågetjenester er siden skudt op landet over, og i 2015 vågede frivillige fra Røde Kors ved mere end 1.000 døende medmennesker.
De frivillige i vågetjenesten har enten personlig eller professionel erfaring med omsorg for døende og drives af en lyst til at skabe ro omkring den døende. De er til stede og kan berolige, samtale og lytte – ganske som en pårørende kan. De deltager ikke i plejen af den døende.

Søger frivillige
Med samarbejdsaftalen er ambitionen, at vågetjenesten i Gladsaxe går i luften i januar 2017 til gavn for ensomme døende i Gladsaxe Kommune. For at kunne hjælpe skal Røde Kors have en-to frivillige ledere til at organisere samarbejdet om vågetjenesten med kommunen. Og der skal samles en gruppe af frivillige vågere, som vil rykke ud, når behovet opstår.
Har du lyst at være med i Vågetjenesten? Så kom til informationsmøde om vågetjenesten torsdag 12. januar kl. 17-19 på Gladsaxe Rådhus. På mødet kan du få flere oplysninger om vågetjenesten samt se en film om vågetjenestens frivillige.

Spørgsmål og tilmelding

Har du spørgsmål til vågetjenesten eller vil du tilmelde dig informationsmødet, så kontakt Birthe Nielsen fra Røde Kors, lokalafdeling i Gladsaxe, på tlf. 51 50 67 37 eller ældrekonsulent, Ea Lykke Elsborg på tlf. 39 57 55 43.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER