Torsdag 17. august 2017
noedager
Sådan ser det ud nu i anno 2016, men forholdene var helt anderledes i 1950erne. Foto: Henriette Rasmussen
Julen til fods – Juleeventyr
-
Skrevet af Fortalt af Bi-Ib op mod julen 2016 - 20. december 2016, 09:49:07

Jul i 1950erne på Djursland

Jeg husker min barndoms jul gennem 1950erne som den mest intime og fredfyldte aften med mine forældre, og tanken om jul får mig til at mindes de vilkår på godt og ondt, som var dengang.
Juleaften var kulminationen af lang tids forberedelse på husmandsstedet på Djursland, grisen var slagtet og gjort til pressesylte, pølse og flæskesteg, og mor og nabokonerne havde slagtet ænder og gæs i fællesskab, dyppet dem i kogende vand for at kunne ribbe dem i en em af varme, våde fjer og fedt. Kråser, lever og hjerter var spist i dagene før, afvekslende med grisens indvolde og blodpølsen med sirup og kanel! Juletræer til os selv og andre var skovet i vores lille granskov allerede i begyndelsen af december for at være på den sikre side, skulle det sætte i med tung sne lige op til jul.
Lillejuleaften – aftenen før juleaften – kaldes også dyrenes juleaften, for på landet skal man altid sørge godt for husdyrene, før man selv læner sig tilbage i familiens skød.
Far og jeg fejede pænere i stalden, køerne fik ekstra foder, hestene rigeligt havre, grisene var ligeglade, men også hunden fik suleben, og katten fik mælkeskæg. Selv nissen på loftet fik en lille skål risengrød med smørklat bragt op, for at sætte den i julehumør og for at undgå, at den drillede! Jeg så den nu aldrig, men morgenen efter var skålen altid tom, den havde været der, – eller var det måske katten?

Det forjættede land
På selve juleaften blev malkningen og den øvrige røgtning klaret hurtigt, dyrene havde jo fejret jul aftenen før, og far og jeg skyndte os ind til den forjættende duft af juleand og flæskesteg med tilbehør. Først sendte vi dog en tanke til barnekrybben i stalden i Betlehem ved synet af de fredeligt gumlende køer, og på vej over gårdspladsen i den knitrende sne løftede vi blikket mod Mælkevejen, som lyste mod en aldeles sortblå himmel. Nordstjernen lyste kraftigt, men den evangeliske julestjerne i øst lod sig dog ikke se. Derimod lyste den første russiske Sputnik satellit klart i sin bane på himlen, den var ligesom julestjernen engang et varsel om nye tider. – Nu var det endelig blevet juleaften, som jeg havde glædet mig til hele året!
Mine søskende var kommet hjem, og sammen fortærede vi andestegen og flæskestegen, og jeg måtte spise, til jeg revnede. Derefter dans om juletræet og gaver, hjemmelavet konfekt og sodavand, – og så på hovedet i seng.
Juledags formiddag cyklede vi nabobørn på besøg hos hinanden for at se og prøve hinandens julegaver, nyt legetøj blev vurderet, nye brætspil blev ivrigt prøvet, – og så videre på cyklen til næste nabo over markerne. Under hvert besøg vankede der appelsiner, konfekt og julesmåkager, mens jeg blev grundigt udspurgt om familiens tilstand, husdyrenes trivsel og formering, samt hvad vi havde spist juleaften, og jeg skulle da endelig hilse så mange gange derhjemme! Jeg vendte hjem til frokost rimelig mæt af formiddagens traktementer og fyldt med nyheder fra naboerne, som jeg pligtskyldigt overbragte til kommentering og orientering i egen familie! Som barn tog frokosten kun et øjeblik, for nu skulle der løbes på skøjter på dammen på storebrors aflagte eller måske på nye skøjter, som kunne spændes under gummistøvlerne!

Slemme ulykker
Wuuuitsss – hvor det gik, når jeg endelig havde skruet skøjterne under gummistøvlerne med en særlig nøgle og spændt læderremmene rundt om vristen. Det var svært at gøre med halvfrosne fingre, men for én halvstor dreng var det næsten umuligt. Han havde fået klippet det yderste led af alle fingrene på højre hånd i en ubeskyttet motoriseret pindehugger om efteråret, da han ville lave optændingskvas til sin mors komfur. Dengang skulle vi børn nemlig hjælpe til med alt arbejde på landet, en del foregik på ubeskyttede maskiner, heste eller traktorer, og vi kunne få skæld ud for at sidde inde og læse lektier i stedet for at hjælpe far og mor. Men når først skøjterne var bikset på plads, var han naturligvis lige så hurtig til bens, som vi andre!
Helt anderledes og værre var det for drengen, som havde fået begge fødder klippet af i en selvbinder høstmaskine, da hans far råbte, at han skulle fjerne nogle filtrede strå fra de skarpe knive. Hans far skulle holde de tre trækheste tilbage, imens drengen gik ind foran knivene! Drengen gjorde som far sagde, men i det samme flaksede en fasan op med vingesmæld og fasanskrig ved siden af. Hestene gjorde skræmte et voldsomt spring fremad og høstede drengens fødder fra skinnebenet og ned, en blodig høst! Det var ikke noget, de voksne talte meget om, uheld sker jo, men vi børn gyste ved tanken om at miste benene. Han fik et par gode solide fødder i bøgetræ og voksede derefter ikke så hurtigt ud af sko og støvler, som vi andre gjorde i voksealderen.
De fleste af os mødtes også til julebal i forsamlingshuset fjerde juledags aften, hvor alle dansede med alle og spiste medbragt mad, mens et tremands orkester spillede polka, den toppede høne og træskovals fra Vejle. Drengen med bøgetræsbenene deltog i det hele, men han var naturligvis bedst i træskovals. Juleballet signalerede, at julen var slut for denne gang, og at juletræet skulle sættes ud til pindebrænde.
Få år senere gjorde traktorer og store maskiner for alvor deres indtog i landbruget, og jorden fra de mange husmandsbrug på Nødager Sognevej, Horstved og Langelinie blev igen overtaget af kæmpegårde. Dermed forsvandt den selvforsynende, beskedne familiebedrift med sin selvfølgelige og naturlige livsform for far, mor og børn, hvor enhver kendte sin rette plads uden at stille spørgsmål. Det moderne liv var nået ud på landet, og dermed forsvandt for evigt grundlaget for min barndoms jul. Men i mit sind er det stadigvæk sådan, at en rigtig jul skal være!

Glædelig jul!

Ib Moesmand Tolstrup
december 2016
ib.tolstrup@riemann.org

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER