Torsdag 17. august 2017
Meny-købmand sendt til tælling
-
Skrevet af Niels Rasmussen - 27. december 2016, 10:22:56

Per Mikkelsen fra butikken på Søborg Hovedgade er rystet over kommunal afgørelse

– Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er rystet.
Købmand Per Mikkelsen fra Meny på Søborg Hovedgade 108 lignede en, der lige havde fået en mavepuster, da Gladsaxe Bladet forrige tirsdag kunne overbringe ham nyheden om, at han skal pille en stor del af folien på facadevinduerne ned.
Det havde Trafik- og Teknikudvalget besluttet på sit møde dagen før.
”Hvis der fortsat ønskes folie på vinduerne, så skal der indsendes et projekt, hvor maksimalt 1/3 af vinduerne er dækket til,” lød beslutningen.
– Jeg skal lige have tid til at sunde mig, og lige her og nu kan jeg slet ikke se en løsning på problemet. Økonomisk vil det få meget voldsomme konsekvenser, hvis jeg skal til at indrette butikken anderledes. Og jeg kan slet ikke følge logikken i afgørelsen, siger Per Mikkelsen.
Før han byggede om og udvidede, var facaden ud mod Søborg Hovedgade fuldkommen lukket.

Man kan kigge ind
– Nu er der mulighed for at kigge ind i butikken, så man virkelig kan fornemme, at her ligger der en købmand. Ved at udbygge butikken har jeg skabt ni ekstra arbejdspladser. Kunderne er tilfredse og roser byggeriet, og vi gjorde jo meget ud af det med mursten af høj kvalitet ud mod hovedgaden.
Ejendommen er omfattet af lokalplan 150, som i § 9.2 fastsætter, at udstillingsvinduer i butiksfacader må hverken helt eller delvis blændes med plakater, skilte med videre, som skæmmer eller forhindrer indblik i butikkerne. Meny har på den baggrund søgt om at kunne bibeholde folie på vinduerne.
På Trafik- og Teknikudvalgets møde 20. juni blev det besluttet, at der skulle gives afslag til at beholde folien på vinduerne, og at der skulle indledes en dialog om en løsning, hvor folien reduceres til en acceptabel størrelse.
”Forvaltningen har efterfølgende haft en dialog med Meny, men det har ikke været muligt at finde et fælles forslag til løsning. Meny mener, at det ikke er muligt at reducere folien på grund af butikkens indretning,” lød indstillingen fra forvaltningen til mødet forrige mandag.”
Per Mikkelsen har tidligere rettet henvendelse til kommunen: ”Vedr. lovliggørelse af vinduespartier, Meny Søborg Hovedgade. Da vi i 2015 søgte om byggetilladelse til at udvide salgsarealet med ca. 150 kvadratmeter, var det fordi Meny manglede salgsareal til at opfylde de krav, der var fra forbrugerne og Meny- kæden,
Meny-konceptet har nogle helt specifikke krav til butikkerne for at de kan være med i kæden. Dem kan vi opfylde nu med den udvidelse butikken har fået og med de vinduesåbninger, som er foretaget. Kunderne er utrolig glade for butikken, med det nye vareoplæg og plads til nye tiltag, fiskebutik, lagkagehuset og at de kan se ud på Søborg Hovedgade, når de handler i Meny, vi har brugt megen energi på at få åbnet så meget som muligt ud til Søborg Hovedgade og kan ikke se, at vi kan undvære nogle hyldefag uden at det går ud over oplevelse og vareudvalget, så vil forbrugerne vælge os fra og handle et andet sted.”

Andre må godt

– Jeg kørte forbi den nye Netto i dag, de har lukket alle facadevinduerne ud mod gaden, derefter kørte jeg videre ned ad gaden og mange af butikkerne har helt lukkede facader? Vi har bygget en flot facade som er i harmoni med bybillede og skiltning. Jeg ved godt, at kommunen kører efter en designmanual, men jeg synes, at man burde arbejde mere sammen med handelsforeningerne om reglerne. Ingen af os er jo interesserede i det rene Klondike, siger Per Mikkelsen.
I begrundelsen henvises der til en Nettobutik, som hører under en anden lokalplan, som ikke har ovenstående bestemmelse om blænding af vinduerne. På de ejendomme, hvor der er en lokalplan, som har samme bestemmelse som lokalplan 150, fastholder forvaltningen bestemmelsen ved nye butikker.
Hvis Meny skal beholde det nuværende udseende af vinduerne, kræver det, at Gladsaxe Kommune giver dispensation fra lokalplanens § 9.2. En dispensation kan danne præcedens i lignende sager, da størstedelen af lokalplanerne langs Søborg Hovedgade indeholder den samme bestemmelse.

Lovligt

netto-vindue-52-16
Netto på Søborg Hovedgade ved Selma Lagerløfs Allé må godt blænde vinduerne. For her er der en anden lokalplan.
Foto: Kaj Bonne.

Ulovligt

meny-vindue-52-16
Meny kan måske få lov til at friholde to tredjedele af vinduet, så kun den nederste tredjedel er dækket. Men principielt skal al folie fjernes.
Foto: Kaj Bonne.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER