Til kamp mod højresvingsulykker
-

Tragisk dødsulykke gør indsats endnu mere aktuel

Den tragiske dødsulykke på hjørnet af Søborg Hovedgade og Maglegårds Alle for en måned siden , hvor en enlig mor med fire børn mistede livet, har fået de lokale poltikere og forvaltning til at se på, hvad der kan gøres for at forbedre trafiksikkerheden.
På mødet i trafik- og teknikudvalget i går fremlagde By- og Miljøforvaltningen et notat om højresvingsulykker.
Notatet indeholder en analyse af højresvingsuheld i Gladsaxe i de seneste 10 år samt en opsamling af virkemidler.
Analysen viser, at politiet i Gladsaxe Kommune i perioden 01.01.2006 – 31.12.2015 har registreret 144 ulykker mellem højresvingende køretøjer og cyklister.
84 af disse er sket i signalkryds, mens de resterende 60 er sket i vigepligtskryds. Ulykkerne er primært sket på større trafikveje (Værebrovej – Vadstrupvej, hovedgadestrækningerne, Gladsaxe Ringvej – Buddingevej og Gladsaxe Møllevej). De involverede lette trafikanter omfatter 89 cyklister og 55 knallertførere (førere af lille knallert).
Af de 144 ulykker har politiet registreret 29 ulykker med personskade i den 10-årige periode. De tilskadekomne omfatter 1 dræbt, 20 alvorligt tilskadekomne og 8 lettere tilskadekomne.
90 % af højresvingsulykkerne involverer lette køretøjer. Tunge køretøjer er repræsenteret i hver tiende ulykke. Ulykkerne med tunge køretøjer er mere alvorlige, idet disse er involveret i hver fjerde personskadeuheld.
Det bemærkes, at tal fra Danmarks Statistik viser, at ca. 90 % af alle trafikulykker med personskade, der skete i 2014, blev aldrig registreret af politiet, og denne manglende uheldsregistrering indbefattede et stort antal uheld, hvor bløde trafikanter var involveret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top