Tirsdag 24. oktober 2017
hero-7mands-01-50-16
Gladsaxe-Heros veteraner, fra venstre mod højre: Jens ”Overlærer” Andersen, Flemming ”Sølv Maradona”, Max ”Ivan Nielsen”, Dan ”Saltstøtten”, Morten ”Rektor”, Flemming ”Tømrer” Holm, Tonni ”Bandereklame”, Karsten ”Søren Busk”, Allan ”Reklameguru” og Lars ”Topscorer” Rydstrøm. Foto: Kaj Bonne.
Den Røde Hær fra Hero
-
Skrevet af Jan Løfberg - 9. januar 2017, 15:47:15

Veteranholdet i Gladsaxe-Hero hygger sig i denne periode med indendørsfodbold på Grønnemose Skole

”Plus 47”. Det har ikke – som man måske skulle tro – noget at gøre med en berømt øl. Det er aldersgrænsen for fodboldveteranerne i Gladsaxe-Hero. Man skal altså være mindst 47 år.
Lige nu spiller de indendørsfodbold i hallen på Grønnemose Skole hver mandag fra 20.30 til 22. Lidt sent, men softballspillerne skal først være færdige, inden fodboldspillerne kan tage over og sætte bander op.
Om sommeren spiller de med i 7-mandsturneringen. Det er der en god grund til, for som veteran bliver man hyppigere ramt af skader, og så er det også nemmere at samle syv mand i stedet for 11-12 stykker.
Til indendørs er man næsten altid mindst 10 spillere, og hvis alle er skadesfri, så kan man være 20-25 stykker.
– Det er fint at mødes til fodbolden, så kan konen få magten over fjernbetjeningen så længe, siger Jens ”Overlærer” Andersen. Jo, den er god nok, han er opkaldt efter Helge Kjærulff-Schmidts figur i Matador. Og sådan er det for øvrigt med alle spillerne. De får et øgenavn. Kærligt ment, selvfølgelig.
– Mænd er nok lidt mere tilbageholdende end kvinder med at møde op til noget, hvor de ikke kender de andre. Derfor fik vi ideen til at annoncere lidt i Gladsaxe Bladet. Det har givet pote, vi har vist fået fem spillere på den måde, fortæller ”Overlærer” og holdleder Lars ”Topscorer” Rydstrøm. – Vi opfordrer alle veteraner, der har lyst, til at melde sig til vores hold. Alle kan være med – du behøver ikke at have spillet divisionsfodbold for at være en del af holdet. Ingen falder igennem. Du skal bare have lyst til at hygge dig med os andre. Og vi behandler hinanden ordentligt. Men selvfølgelig giver vi den gas, når vi er i stand til det, og så ser vi frem til den kolde øl bagefter, siger ”Topscorer”.

Fakta
Er du 47 år og opefter og skulle have lyst til at spille veteranfodbold, så kan du kontakte holdleder Lars Rydstrøm på telefon 2646 5696.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER