Det oplagte valg
Idrætsprisen-2016-03-03-17.jpg
Pernille Blume (t.h.) takkede sine klubkammerater i Gladsaxe Svøm for al den moralske støtte undervejs mod det uventede OL-guld. Foto: Kaj Bonne.
-

OL-guldvinderen Pernille Blume årets idrætsudøver

Det kunne kun blive hende. OL-guldvinder Pernille Blume fra Gladsaxe Svøm blev helt logisk kåret som årets idrætsudøver 2016 i Gladsaxe, da der var prisuddeling på rådhuset i tirsdags.
Triumfen i 50 meter fri i Rio de Janeiro skrev hende ind i de danske idrætsannaler, så det var vel i nærheden af årets mindste overraskelse, da borgmester Karin Søjberg Holst fortalte, at Pernille Blume var årets prismodtager.
Og ledsaget af et ekstraordinært varmt bifald fra de 245 andre idrætsudøvere samt ledere og politikere kunne Pernille Blume gå frem for at få overrakt de 10.000 kr., en statuette, et diplom og blomster.
Pernille Blume har scoret godt økonomisk på sin præstation i Rio – hvor hun også vandt bronze i 4×100 medley. Men pengene kan hurtigt få ben at gå på.
-1. februar går jeg i gang med min uddannelse til sygeplejerske, fortalte Pernille Blume, der først nu er gået i gang med den hårde træning. Til sommer er der VM på langbane i Budapest, og der skal hun jo kvalificere sig.
Det er blevet til fine udmærkelser og priser. 1. februar uddeler svømmeunionen sine awards i Cirkusbygningen, og det ligger til, at Pernille Blume også vinder der.
Pernille Blume var en omsværmet person i rådhushallen, hun stillede beredvilligt op til selfies, fotos og autografer. Det var en verdensstjerne med jordforbindelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top