Torsdag 24. august 2017
jusf_julie
Jusf fra 5. klasse er blevet bedre til at læse, efter at han fik sin læsemakker fra 8. klasse, Julie. Foto: Catrine Guillouët
Elever gør hinanden bedre
-
Skrevet af / - 2. januar 2017, 13:45:14

På Buddinge Skole har elever fra 5. klasse haft stort udbytte af at træne læsning med elever fra 8.
– Jeg er blevet meget bedre til at læse, og jeg har lært alt muligt om morfemer (ordets betydningsdele, red.), som jeg ikke vidste, hvad var, før jeg fik en læsemakker, siger Jusf fra 5.A.
Han og resten af klassen har tre gange om ugen hen over efteråret trænet læsefærdigheder sammen med en makker fra 8.D. Årsagen var Buddinge Skoles deltagelse i Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings projekt ”Struktureret elevsamarbejde på tværs af årgange”, der blev gennemført i 42 klasser landet over.
Løbende gennem projektet er 5.A’s udvikling blevet målt, og det er tydeligt, at især elever, hvor læsning er en udfordring, har fået meget ud af projektet og er blevet dygtigere til at læse.
– Det har helt klart været det bedste ved projektet, at opleve elevernes sejre og glæde ved at kunne se, at de har rykket sig, siger dansklærer Kirsten Villumsen.

Jeg er stolt af ham
Målingerne er blevet brugt til at vise eleverne deres faglige udvikling, der især har motiveret de elever, der har svært ved at læse. Jusf fortæller stolt, at målingen ved projektets afslutning viste en stor forbedring i hans læsefærdigheder.
– På en skala fra 1 til 100 har jeg forbedret mig med 50, det er jo ret fantastisk, siger Jusf, der synes, det er blevet meget sjovere at læse.
Jusfs læsemakker Julie fra 8.D har også fået meget ud af forløbet.
– Jeg har ikke før prøvet at lære nogen noget, og jeg var ikke sikker på, om jeg kunne finde ud af det, fortæller Julie, der synes, det har været en god oplevelse at gøre noget for andre og hjælpe Jusf.
– Jeg er rigtig stolt af ham og hans flotte resultat, siger Julie. Personligt og fagligt udbytte
Julie og resten af 8.D har løbende modtaget supervision af skolens læsevejledere Dorte Beyer og Maria Gøricke, som også har klædt dem på med nye opgaver til de yngre elever. Det har givet de store elever en faglig stolthed, at der er blevet lyttet og set op til dem, og de har også haft fagligt udbytte af projektet.
– Når de ældre elever for eksempel har skullet forklare, hvordan ord er opbygget og sat sammen af forstavelser, rodmorfemer og endelser, så opbygges en viden, som kan overføres til deres egen stave- og skriveudvikling, siger Maria Gøricke.
Det er afgørende for børns læseudvikling, hvor meget tid der investeres i læsetræning på skolen og i hjemmet, og på Buddinge Skole har læsemakkerprojektet vist, at man i skolen har mulighed for at lave en struktur, der tilgodeser alle børn.

Samarbejde med Hovedbiblioteket
Buddinge Skole har i læsemakkerforløbet samarbejdet med Hovedbiblioteket, der har leveret bøger og desuden åbnet op for E-reolen, hvor eleverne kunne downloade læsestof.
– De har været helt fantastisk hjælpsomme og pakket kasser med bøger, der var lige til at tage i brug, fortæller Kirsten Villumsen.

FAKTA
Konceptet er kendt fra USA under navnet Book Buddies: en ældre makker læser med en yngre makker, og den ældre makker får supervision før og under forløbet af en læsevejleder.
International forskning har vist, at struktureret elevsamarbejde på tværs af årgange
(”cross-age tutoring”) kan løfte elevernes faglige kompetencer.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER