Joakims store spring
Joakim-Mortensen-09-50-16.jpg
-

Straks efter nytår tager gymnasten Joakim Alexander Mortensen til Orlando for at optræde i Cirque du Soleil

Gymnastik er ikke en pengesport på linje med eksempelvis fodbold og tennis. Slet ikke. Hvis danske gymnaster drømmer om at opnå noget stort, så kan det være som deltager på DGIs Verdenshold – og hvis drømmene rækker videre ud i verden, så er Cirque du Soleil i Orlando i den amerikanske stat Florida det største.
For den blot 19-årige TeamGym-gymnast fra Gladsaxe IF, Joakim Alexander Mortensen, er drømmen om en kontrakt med Cirque du Soleil gået i opfyldelse.
– Mine forældre er lidt bekymrede, fordi jeg stadig er så ung og skal over på den anden side af Jorden, men det er en chance, som jeg ikke vil spilde. Cirque du Soleil er verdens største cirkus, siger Joakim Alexander Mortensen, der har dyrket gymnastik i GIF, siden han var seks år.
Det var som deltager på det danske landshold ved EM i Slovenien, at Joakim blev spottet af den engelske talentspejder Charlie Burrows. Englænderen havde bedt den danske gymnastikleder Frank Veje Jakobsen om at pille tre-fire danske gymnaster ud til vurdering.
– Heldigvis lavede jeg mit livs konkurrence. Jeg stod, som jeg skulle, og jeg fik lavet de ting i luften, som jeg ville, så det kunne ikke passe bedre, siger Joakim, der selv gennem længere tid har bidraget ved at træne GIFs børnegymnaster i Gyngemosehallen.

Et sabbatår
Efter endt studentereksamen på Gladsaxe Gymnasium i sommer, begyndte Joakim Alexander Mortensen at undervise som timelærer på Gunslevholm Idrætsefterskole på Falster.
Nu stopper han så med udgangen af denne måned. For tre uger siden skrev han en ét-årig kontrakt med Cirque du Soleil: – Jeg ville oprindelig tage et sabbatår med job, inden jeg ville starte på Ollerup Højskole. Men det passer fint, at jeg udskyder starten et år, for jeg kan stadig forfølge min plan om at starte på Ollerup et halvt år efter, jeg er kommet hjem til næste år, siger Joakim Alexander Mortensen.
Det er GIF-gymnastens plan at fortsætte med at dyrke TeamGym i endnu nogle år. Han har været med på landsholdet og vundet EM som både dsenior og junior/dreng.
– Det er glædeligt, at amerikanerne er ved at få øjnene op for TeamGym. De fleste gymnaster i showet – og også alle de danskere, der har medvirket i Cirque du Soleil tidligere – kommer fra tombling, der dyrkes på en 25 meter fiberbane, hvor man springer baglæns. I TeamGym har vi rytmesekvenser, trampolinspring og en kortere fiberbane på 15 meter, så vi er mere allround, siger Joakim Alexander Mortensen.
Starten i USA bliver hård. Joakim ankommer til Orlando 3. januar. Allerede 12. januar er han med i det første show – og derefter går det slag i slag. To shows om dagen, fem dage om ugen. I alt 490 shows lyder kontrakten på.
Der bliver ikke meget ferie for Joakim, men det betyder ikke noget, for han er klar til det store spring.
joakim-mortensen-03-50-16

joakim-mortensen-04-50-16

joakim-mortensen-05-50-16

joakim-mortensen-06-50-16

joakim-mortensen-07-50-16

joakim-mortensen-08-50-16

joakim-mortensen-09-50-16

joakim-mortensen-10-50-16

joakim-mortensen-11-50-16
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top