Nyt liv til 12-årigs karriere
pingis.jpg
Daniels Basco Jacobsen og Anton Dong fik lynhurtigt succes med deres samarbejde. Foto: Privat.
-

Bordtennistalent fra Gladsaxe fik smag for mere

12-årige Daniel Basco Jacobsen følte, at han var ved at gå lidt i stå som bordtennisspiller i Gladsaxe Bordtennis Klub. Så han koncentrerede sig om at spille fodbold i Bagsværd Boldklub med skolekammeraterne.
Men så fik han en henvendelse fra den i bordtennisverdenen kendte Dong-familie om ikke han havde lyst til at spille double sammen med Anton Dong, der stod og manglede en makker.
Daniel slog til, og det blev en succes.
Daniel og Anton stillede op ved de østdanske mesterskaber (Sjællandsmesterskaber) i Taastrup, og de sikrede sig sølv. Det hører ellers til sjældenhederne, at Gladsaxe Bordtennis Klub henter medaljer på det niveau.
Dongfamilien havde været på nettet for at tjekke mulighederne, og de havde set, at Daniel havde vundet over to voksne spillere fra serie 2.
-Da Daniel ligeledes mangler spillere på sit eget plan i hans aldersklasse, slog vi til og begyndte at få doubletræning af familien Dong. Daniels bror Filip Basco spillede sammen med Antons storesøster Mia mod Anton og Daniel, fortæller Daniels far John Jacobsen.
– Det gik godt, så de valgte at stille op til Østdanske mesterskaber samt kommende Danmarksmesterskaber.
Der var seks tilmeldte hold i Taastrup, men et par meldte fra. Så det blev en pulje med 5 hold af nogle af de bedste spillere på Sjælland. Daniel/Anton var underdogs og var seedet 5.
Det fik de dog lavet om på ved at vinde de første 3 kampe og gå til finalen.
-Daniel har manglet udfordringer i Gladsaxe og har derfor haft et afbræk til Bagsværd fodbold sidste år. Men med 2. pladsen i Tåstrup, er der dukket nye og spændende muligheder op, siger John Jacobsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top