Overnatninger i shelter modner
fdf.jpg
Sammenholdet styrkes når man deler oplevelserne i naturen. Foto: Privat.
-

FDFere lærer meget af at sove i det fri

Hun gnider søvnen ud af øjnene og sætter sig op. Hun fortryder hurtigt og kravler ned i soveposen igen. Det er minus to grader og græsset er dækket af rimfrost. Ellen griner og tager det helt roligt. Sidste år var det jo meget koldere.
Ellen er sidste deltager i FDF Buddinges udfordring om at sove i shelter én gang om måneden i et helt år. Selvom hun kun er syv år gammel, har hun taget udfordringen op. Hun startede i februar sidste år, og nu har hun lige gennemført den sidste overnatning.
I alt har 25 børn og voksne gennemført udfordringen, som har budt på alt fra minus 10 graders frost til årets varmeste nat. Målet har været at gøre børnene fortrolige med det at sove i naturen og styrke sammenholdet mellem børn og voksne i kredsen.
Kredsleder Randi Mørck mener,at det er lykkes meget godt: “da vi startede kunne børnene ikke engang pakke deres tasker selv, og de vidste ikke hvilket tøj man skulle have på for at holde varmen. Nu kan de det hele selv – og de nyder det”.
Stemningen lørdag morgen i shelteren er da også helt i top. Ellen fortæller, at hver morgen efter overnatningen, får de havregrød, og nogle gange får de også Nutella madder. De voksne har tændt et bål, så de kan få varmen og kaffen bliver sendt rundt imellem dem.

Større udfordringer
Efter 12 overnatninger, i 12 forskellige sheltere fordelt på årets 12 måneder, er både børn og voksne klar til nye og større udfordringer. Lederen for de ældste af børnene i FDF Buddinge, Bjørg, siger: “Jeg håber på at starte en ny udfordring op igen snart. Vi elsker at udfordre børnene og os selv. Jeg tror på, at vi bliver bedre til at håndtere svære situationer, hvis vi ved hvordan vi reagerer, når vi bliver pressede”. Ingen af børnene virker dog pressede over det kolde vejr. De viser stolte deres mærker frem, og Ellen glæder sig til at få sit, som bliver uddelt af kredslederen selv.
Formålet med FDF er at give børn og unge et ståsted i livet, hvor de kan være sig selv. Det lykkes med arrangementer som dette, hvor der er masser af tid til at høre børnenes historier om alt mellem himmel og jord, mens de hygger omkring bålet med ristede skumfiduser. Kredsleder Randi Mørck siger “det handler om at give sig tid til at høre, hvad de har at sige – og vise dem, at vi lytter. Og så skal vi selvfølgelig have det sjovt imens”.
Hvis man ikke er til de helt store udfordringer eller til at sove udenfor, så kan man også komme til deres ugentlige børnemøder, hvor der laves alt fra bål, snitte i pinde, tage på skovture, teater, reb og rafter og meget mere. Man kan læse mere om, hvornår de holder møder på deres hjemmeside fdf.dk/buddinge eller ringe til kredsleder Randi Mørck på 21 76 06 75.

shelter
Man får masser af frisk luft, når man sover i et shelter.
Foto: privat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top