Skoletoiletter renoveres for 19 millioner kroner
toilett.jpg
Toiletterne er pæne og rene og nemmere at rengøre end de tidligere. Og det får eleverne til at passe bedre på tingene. Foto: Privat.
-

Eleverne passer bedre på nye ting

Gladsaxe Kommune iværksatte i 2015 en renovering af toiletter på alle kommunens skoler, og nu står de første resultater klar. Renoveringen er i øjeblikket i fuld gang på Gladsaxes største skole, Grønnemose Skole, hvor de glæder sig over tiltaget.
Slut med lugtende urinaler og frygt for, at de andre børn kigger ind over døren, når man sidder på toilettet. Fra 2015 til 2020 renoverer Gladsaxe Kommune toiletter på alle kommunens skoler.
Desuden har Enghavegård Skole, Stengård Skole og Søborg Skole fået bygget flere toiletter for at leve op til kravet om hvor mange toiletter, der skal være pr. klasse. Projektet kommer samlet set til at koste 19 millioner kroner.
– Der er lagt vægt på, at toiletterne skal være indbydende med god belysning og godt privatliv, samtidig med, at de er nemme at rengøre og holde pæne, fortæller sagsarkitekt Vibeke Otepka fra Ejendomscenteret, som står for projektet. En håndfuld skoler har allerede fået renoveret toiletter. I 2016 kom turen til kommunens største skole, Grønnemose Skole, der har 900 elever.
Indtil videre har indskolingen, samt foyeren til Grønnemose Festsal fået nye toiletter, mens næste skridt er udskolingen. Skoleleder Carsten Bott glæder sig over de nye faciliteter.
– Vi er meget glade for de nye toiletter, der er både lækre og miljørigtige. Det betyder meget både udadtil, hvor vi sender et signal som skole, samt indadtil, hvor børnenes velbefindende i skoletiden selvfølgelig er rigtigt vigtig, siger Carsten Bott.
Han vurderer, at alle skolens 101 toiletter vil stå klar i 2018.

Pænere rammer giver pænere opførsel
Spørger man på gangene på Grønnemose Skole, er der også begejstring at spore blandt eleverne. Victoria og Sofie fra 9.A er begyndt at bruge de nye toiletter i foyeren, der ligger en lille gåtur fra udskolingen.
– De gamle toiletter lugter tit og er generelt ikke rare at bruge, så det kunne godt være fristende at holde sig, til man kom hjem. De nye toiletter i foyeren er meget pænere, og vi glæder os til at få dem nede hos os i udskolingen, fortæller pigerne.
Ifølge Victoria og Sofie var eleverne ikke gode til at passe på de gamle toiletter, som man tit kunne finde i overtegnet tilstand. Det har ændret sig med de nye toiletter, fortæller Carsten Bott.
– Vi bruger de nye toiletter som en anledning til at lære børnene at have respekt for tingene, men vi kan faktisk også se, at det sker helt naturligt. Det hænger sammen med, at pænere rammer indbyder til bedre adfærd, siger Carsten Bott.

Sofie og Victoria (003)
Sofie og Victoria er glade for, at der nu er kommet langt bedre forhold. Det kunne være fristende at holde sig til man kom hjem. Foto: Privat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top