Lej din egen reol
Genbrugsforretning-02-09-17.jpg
Lidkøb er startet af iværksætteren Thomas Orloff, der også har sin mor Hanne Pedersen med i virksomheden. Hos Lidkøb kan du leje din egen reol: - Og reolerne er oven i købet danskproducerede, lyder det fra mor og søn. Foto: Kaj Bonne.
Danmarks største secondhand-shop åbner den 11. marts i Høje Gladsaxe Centret

Lidkøb er et gammelt dansk ord, der oprindelig stammer fra nedertysk. Lidkøb står for, at man fejrer en god handel for både køber og sælger med et glas. Nu er Lidkøb så også blevet navnet på den secondhand-shop, der åbner lørdag den 11. marts i Høje Gladsaxe Centret. Med sine 1300 kvadratmeter er Lidkøb Danmarks største.
– Åbningen kommer til at foregå med pomp og pragt, lover den 35-årige Thomas Orloff, der er manden bag Lidkøb. Han har tidligere været ansat i Ernst & Young, hvor han købte og solgte virksomheder: – Selv om jeg har skiftet spor, så gælder det stadig om at gøre en god handel.
– Private kan leje en reol og sælge deres varer. Vi har hele 470 reoler til udlejning, og for at gøre det nemt og overskueligt for kunderne, så inddeles de mange kvadratmeter i fire sektioner. Vi får en separat børneafdeling med over 200 reoler. Endvidere er der en voksenafdeling samt to sektioner for hhv. lækkert tøj og småmøbler, siger Hanne Pedersen
– For sælgerne sørger vi for gode rammer, og det vil virke appellerende på køberne. Vi kan også følge med i, hvad der sælges. Den information er vigtig for sælgerne, som kan bruge den i deres markedsføring, siger Thomas Orloff.
Butikschef Filip Nielsen gør opmærksom på, at sælgerne vil modtage rådgivning, så de kan få et godt salg.
Ved at rykke ind i Høje Gladsaxe Centret understreger Lidkøb den positive trend, som centret er inde i. Det står ikke længere halvtomt, men er ved at fyldes med driftige butikker. Thomas Orloff peger på de gode tilkørselsforhold og parkeringsmuligheder som et ekstra plus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top