Tirsdag 24. oktober 2017
Skolehund 05 06-17 frit
Foto: Kaj Bonne.
Skolehunden Ole hjælper eleverne
-
Skrevet af Jan Løfberg - 21. februar 2017, 09:26:39

Børn med indlærings-vanskeligheder får en personlig og social tryghed, når skolehunden Ole inddrages i undervisningen

– Det er vores hund!
”Ejerskabet” er der ingen tvivl om. De 13 elever på mellemskoletrinet i Kaninbjerget – Skovbrynet Skoles specialklassespor – er glade for hunden Ole, som de møder mindst én gang om ugen. Og de vil helst have ham for sig selv, men accepterer, at Ole bliver fremvist for skolens elever på andre klassetrin.
Det er Lotte Høgh Andersen som har Ole med til undervisningstimerne. Ole er en såkaldt skolehund, og Lotte Høgh Andersen har gennemgået et kursusforløb sammen med sin to-årige goldendoodle (blanding af golden retriever og puddel). Det betyder, at parret nu efter endt uddannelse udgør en skolehundeekvipage.
Lotte Høgh Andersen vidste, at Ole var meget social. Derfor startede hun som frivillig i foreningen Læsehunde, hvor hun sammen med Ole har været med til at øge motivationen og læselysten hos et læseudfordret barn: Herefter blev jeg opmærksom på, at der var en mulighed for at bruge Ole som indlæringshund.
– Professionelt kan jeg bruge Ole som pædagogisk redskab i undervisningen. Eleverne oplever en udvikling både personligt og socialt, når Ole er i nærheden, og det skulle også gerne føre til en faglig udvikling for dem, siger Lotte Høgh Andersen.
– Jeg synes, det er rart, at Ole ikke er et menneske. Den er meget sød, selv om den gør nogle gange, siger Hanna.
Eleverne behøver således ikke at tænke på, at det kommer videre, hvis de fortæller Ole noget, som ingen andre skal vide. Eller hvis de har brug for en god ven, hvis livet ikke føles så nemt.

Dansk og regning
Ligesom Hanna kan de andre elever godt lide at have Ole i nærheden. Særligt når der skal læses højt fra bøgerne: – Så kan man læse højt for Ole samtidig med, at man kan nusse ham, fortæller eleverne.
Da Gladsaxe Bladet var på besøg, mærkede vi tydeligt, hvilken fin indflydelse Ole havde på eleverne, der på skift kunne sidde og læse for Ole eller løse regneopgaver. Ole vendte terningen, og derefter slog en af eleverne terningen og skulle lægge de to tal sammen. Ole fik en godbid af Lotte, mens eleverne fik ros for udregningen.
Det hele foregik uden stress og jag. Ole er en ret afdæmpet hund med et venligt gemyt, og han er god til at motivere eleverne til at forsøge sig med læsningen.
Noget af det, som Lotte Høgh Andersen har observeret er den ændring, som hver enkelt elev udviser, når Ole er omkring: – Nogle elever kan godt være støjende til daglig, men når Ole er på besøg, er de stille og tysser på de andre.

I sin vorden
Skolehundeuddannelsen er af nyere dato. Det startede for blot fem år siden på Resen Skole ved Skive. Langsomt er der ved at komme flere skolehundeekvipager over hele landet. Lotte Høgh Andersen og Ole hører til blandt den lille håndfuld af ekvipager, der findes på Sjælland.
– Ud over man naturligvis skal gennemgå kurserne sammen, så skulle Ole også godkendes af en dyrlæge, så man er sikker på, at dens helbred er i orden, ligesom han skulle igennem en adfærdsvurdering hos ”Hundedamen” Christin Pfeiffer Nagel i Tølløse, fortæller Lotte Høgh Andersen, der selv har bekostet uddannelsen.
Ole blev en del af undervisningen på Kaninbjerget før efterårsferien, og han er med hver tirsdag og også visse fredage. Men det skal passe ind i skemaet, så der er visse logistiske udfordringer: – Og jeg kan ikke bare tage ham med fra 8 til 16, for så går han kold, siger Lotte Høgh Andersen.


Fakta
Der er forskel på læsehunde og skolehunde:
– Læsehunde henvender sig til børn i 1.–5. klasse, som har knækket læsekoden, men som er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen. Læsehunden motiverer barnet til at træne læsningen vha. tryghed og glæde. Det enkelte barn mødes med en hund og dens fører hver uge på det lokale bibliotek, hvor barnet læser højt for hunden. Læsehunden og dens ejer udfører aktiviteten på frivillig basis via Foreningen Læsehunde. Det er gratis for barnet at modtage hjælp fra en Læsehund.
– En skolehund arbejder professionelt sammen med sin ejer i et pædagogisk miljø med børn og unge med særlige behov. Begrebet ”Skolehundeekvipage” dækker over hundefører og hund. Hundeføreren har en pædagogisk/psykologisk grunduddannelse og arbejder professionelt med børn eller unge. Hunden er hundeførerens private hund, der har vist sig egnet. Ekvipagen kan i deres arbejde bidrage til barnets udvikling både personligt, socialt og fagligt. Dette sker i relationen mellem fagpersonen og barnet, når hundens egenskaber bringes i spil i et læringsmiljø med en målrettet professionel pædagogik.
Læs mere på www.laesehunde.dk og www.skolehunden.dk

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER