- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Bevar vores villakvarterer

Skal din nye nabo kunne kigge lige ned i dit soveværelse eller baghave? Det synes et flertal i Gladsaxe kommunalbestyrelse åbenbart.
Helt uforståeligt vil de nu have, at man i villaområderne skal kunne bygge nye store boliger i 2 fulde etager.
De nye store huse skal ligge på grunde, hvor der i forvejen ligger et hus. På de største grunde må der endda opføres dobbelthuse med 2 boliger. Helt galt bliver det på Gammelmosevej og Buddinge Hovedgade, hvor en del villagrunde fremover kan bebygges med op til tre nye huse.
Hvis forslaget vedtages, vil det i sidste ende betyde, at villaområderne forsvinder og bliver til tæt byggeri i stedet.
Det vil også blive umuligt for almindelige mennesker, at købe et hus, fordi der kan tjenes så store penge på at rive ned og bygge tæt og højt i stedet. Vi andre vil sidde tilbage med nye naboer, der kan kigge direkte ned i vores stuer og haver.
Gladsaxe kommune er i forvejen en af de tættest befolkede kommuner og det er helt ufatteligt, at byrådet nu vil presse endnu flere boliger ind i villaområderne. I Aldershvile-kvarteret har vi allerede set de første eksempler på hvordan kommunen bøjer gældende lokalplaner, og med det nye forslag åbnes der for alvor op for at bygge tæt og højt.
Flertallet i Gladsaxe kommunalbestyrelse har åbenbart allerede glemt hvordan de ødelagde livet for en familie på Græsmarken, da de gav lov til at bygge højt på en nabogrund. Nu kommer turen åbenbart til alle os andre.

Martin Skou Heidemann, Venstre
Søhuse 1,
Bagsværd